Skønhed fra vikingetiden er dukket op af jorden i Skellerup

aug 31, 2023

Østfyns Museer har netop modtaget et spændende fund, som nu har fået navnet ”Skellerup-kvinden”

I sidste uge blev et særligt fund afleveret til Østfyns Museer. Der er tale om et lille smykke – en dragtnål eller fibula – der viser en kvinde, som vrider eller holder i sit lange hår. Smykket er blot 4,1 cm højt og 1,8 cm bredt.

Kvindens øjne og næse ses tydeligt, men munden er skjult af en halsring eller måske en krave på den dragt, hun er iført. Håret er arrangeret i en knude på hver side af hovedet, og hun griber fat i det med hænderne.

Hun bærer en fornem dragt eller lang kåbe, der ved halsen er lukket med et stort spænde. Hun har perlekæder i flere rækker på brystet og muligvis en meget lang kæde, der løber helt ned til fødderne. Der kan dog også være tale om en bort – måske af pels – eller anden udsmykning på hendes dragt.

Smykker med kvinder, der ”river sig i håret”, er fundet enkelte andre steder i Danmark, men det er første gang, der er dukket et op på Østfyn. Smykket kan dateres til 8-900 årene – altså vikingetiden. Nogle tolker den hårfagre kvinde som et billede af gudinden Freja. Men motiver med sådanne figurer kendes i mange variationer i vikingetidens kunst.

Smykket er fundet i Skellerup Sogn – syd for Ullerslev, og museet har derfor valgt at kalde hende ”Skellerup-kvinden”. Det er en privat detektorfører, der har fundet den lille figur.

Det er endnu uvist om ”Skellerup-kvinden” vil blive udstillet på museet. I så fald vil man kunne opleve hende i udstillingerne på Vikingemuseet Ladby.

Flere nyheder fra Nyborg Slot

Relateret indlæg

I hvilken stil skal vi bygge?

I hvilken stil skal vi bygge?

Der er personer, der helt konkret sætter deres spor i landskabet. Arkitekt August Colding (1874-1941) er en af dem. Fra midten af 1890’erne til sin død i 1941 kom han til at præge bybilledet i Nyborg.

Dyrehave Mølle pryder julekuglen 2025

Dyrehave Mølle pryder julekuglen 2025

Julen er traditionernes tid, og traditionen tro har vi igen i år skabt en helt særlig julekugle med et særligt Nyborg motiv. Kuglen lavet af glas og hånddekoreret med Dyrehave Mølle i snevejr.

Danehof søger frivillige til udvalgte roller til Danehof 2026

Danehof søger frivillige til udvalgte roller til Danehof 2026

Er du klar til at stå foran 30.000 gæster og være i fokus, når Danehof 2026 går løs? Vi leder efter personer, som ikke er bange for at tale foran mange mennesker, som er åbne og kan spille sin rolle seriøst og give den et helt særligt tvist.

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!