YOUR CART

Ingen varer i kurven.

DANEHOF I NYBORG

 

Hvert år genskaber Nyborg Kommune og Østfyns Museer en historisk tradition, der ellers har været glemt i mere end 600 år.

Én weekend hver sommer summer hele Nyborg atter af liv og leben, som da kongen og hans mænd mødtes til Danehof i middelalderen. Oplev fyrrige stridsheste, modige riddere i skinnende rustninger, autentisk markedsstemning, udsøgte smagsoplevelser,  historisk musik og masser af gøgl og underholdning hele weekenden.

Danehof middelaldermarked er en vigtig del af arbejdet med at gøre kulturarven på Nyborg Slot og i Nyborg levende. Med det store arrangement bringes hele den historiske bykerne til live med en iscenesættelse af byens helt unikke historie.

Danehof 2024:  5. – 7. juli.

Vil du være frivillig? Klik her

Alle informationer om Danehof kan findes her 

 

HISTORISK TRADITION

 

At holde Danehof i Nyborg bygger på en 800 år gammel tradition. Fra midten af 1200-tallet mødtes det danske parlament på Nyborg Slot til det, der fra 1300-tallet blev kaldt “Danehof”.

Adskillige vigtige begivenheder fandt sted ved Danehoffet i Nyborg: Valg af tronarvinger, vedtagelse af håndfæstninger, domme over kongemordere og meget mere, der har betydning for, hvordan Danmark ser ud i dag.

Netop Erik Klippings håndfæstning i 1282, der blev underskrevet på Nyborg Slot, er af særlig vigtig karakter, og kan anses som Danmarks første grundlov.

Her blev det nemlig stedfæstet, at der skulle afholdes Danehof hvert år. Håndfæstningen består af 18 paragraffer, som hver især stiller krav til kongen og sikrer rettigheder for bønder, herremænd, købmænd og kirke. 

Danehof var dog ikke kun alvor. Når der var Danehof i Nyborg, var byen på den anden ende. Alle rigets mest magtfulde var nu samlet her og skulle indkvarteres, betjenes og underholdes. Der blev fest i byen, og det er præcis det, som Danehof middelalderfestivalen forsøger at genskabe.

Her kan du opleve boder og markedsliv, musik og gøglere, ridder i blanke rustninger, dramatiske turneringer til hest og meget mere.

Danehof i Nyborg
Ridderturnering til Danehof - Foto Østfyns Museer

Få mere viden om Danehof i Nyborg

Bøger om Danehof

 

Danehoffet i historiens lys

 af Erland Porsmose

Ordet Danehof har en magisk klang over sig. Et sus af middelalder, magtfulde forsamlinger, forfatningsvedtagelse, lovgivning og højesteretdomme over kongemordere.

I denne bog får du et samlet overblik over Danehoffet i historiens lys fra 1500-tallet til i dag, og den fungerer hermed som en indledning til en planlagt serie bøger om forskellige aspekter om parlamentets historie.

Pris: 99 kr

Danehoffet bog

 

Danehoffet i samtidens kilder

 af Bjarne Porsmose

Danehoffet i samtidens kilder er anden bog i rækken om Danehoffets historie.

Bogen undersøger begrebets skiftende indhold over tid og de samtidige kilders vidnesbyrd granskes nærmere med henblik på at afklare antallet af Danehofmøder, deres deltagerkreds, funktion og indhold.

Pris: 99 kr.

 

 

Danehoffet og andre europæiske parlamenter

 af Ditlev Tamm

Forfatteren ser nærmere på Håndfæstningen i 1282 og på Danehoffet – ikke blot som et dansk fænomen – men som en del af Europas forfatningshistorie.

Ved at undersøge tilsvarende europæiske institutioner bliver det muligt at indkredse, hvad der var særligt netop ved det danske Danehof.

Pris: 99 kr.

 

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!