H.C. Andersens hævn på Sprogø
Klumme i Lokalavisen Nyborg d. 3. august 2023, skrevet af museumsinspektør Troels Malthe Borch.
Sprogø gav H.C. Andersen en eftertragtet publikumssucces på Det Kongelige Teater i 1839 og lod ham ”le sidst” i en litterær fejde med en digter-rival.
I disse år er Sprogø aktuel i film, krimier og historiske romaner. Men også i fortiden spiller Sprogø en rolle i dansk litteratur og drama. Sprogø bliver endda den imaginære skueplads for kulminationen på en litterær fejde mellem H.C. Andersen og digteren Henrik Hertz, der har stået på i henved et årti.
Ingen tilgivelse
Som ung og håbefuld digter må H.C. Andersen i 1830 se sig selv latterliggjort som ”Hellig Andersen”, der er ”beruust af Phantasiens Øl / paa Musens nattegamle Føl” og forårsager ”plumpe Bommerter”. Det viser sig at være den nogle år ældre digter og dramatiker Henrik Hertz, der står bag det lidet flatterende portræt af en selvhøjtidelig klodrian. Kritikken går H.C. Andersen stærkt på. Selv ikke flere måneders ophold sammen i Rom i 1834 – og en fælles bestigning af vulkanen Vesuv i udbrud – fører til tilgivelse eller noget hengivent venskab mellem de to unge digtere.
Infamt udpebet
Vinteren 1837-38 var hård. H.C. Andersen skriver til Thorvaldsen i Rom, at ”Næsten over to Maaneder var Danmark og Sverrig eet Fastland”. Men vinteren giver også anledning til opsætningen af et teaterstykke af Henrik Hertz på Det Kongelige Teater, nemlig vaudevillen ”Flugten til Sprogø”. Stykket er en romantisk fortælling om to elskende, der ikke må få hinanden. Isvinteren gør dog, at elskeren kan indhente sin elskede på Sprogø, hvor hun har måttet nødovernatte med sin far. Opholdet på Sprogø midt i det tilfrosne Storebælt får intrigen til at løsnes, og de elskende får til slut pigens fars velsignelse. Men stykket bliver en dundrende fiasko.
Allerede den anden forestilling møder ”saa heftig Opposition, at den blev den siste” ifølge en samtidig teaterkronikør. H.C. Andersen når at se forestillingen, men finder den “saa kjedelig at jeg ei saae den ud” og fortæller, at Hertz’ vaudeville blev ”saa infamt udpepet, som noget Stykke kunde”. Han kalder det ligefrem ”det sletteste Stykke, der er gaaet over vor Scene; det prostituerer baade Forfatteren og Theaterdirectionen”.
Henrik Hertz og H.C. Andersen var begge anerkendte digtere i deres samtid. I dag er Henrik Hertz gået i glemslen, mens H.C. Andersen er verdenskendt. På denne illustration er de placeret side om side blandt 20 udvalgte nordiske berømtheder (litografen har fået forkert fat i H.C. Andersens fødeår. Det er retteligt 1805). Udsnit af ”Galleri af berömte nordiske Mænd”. Håndkoloreret litograf fra 1860erne. Det Kongelige Bibliotek.
Gikkel, gokkel, gakkeleie
Året efter er H.C. Andersen klar med sit eget Sprogø-stykke på Det Kongelige Teater. Kulisserne fra Hertz’s Sprogø-forestilling var jo nærmest ubrugte, så de var med teatrets billigelse fundet frem igen. Fortællingens skelet i H.C. Andersens ”Den Usynlige på Sprogø” er ligeledes en gentagelse af Hertz’s stykke, men H.C. Andersen har givet sin korte vaudeville et karakteristisk Andersensk vrid med flere skæve, karnevaleske elementer: En mand, der trækker i kvindetøj og giver den som yndefuld danser, og pigens far, der ikke er klogere end, at han lader sig overbevise om, at han kan gøre sig selv usynlig med en trylledrik og trylleordene ”Gikkel! Gokkel! Gakkeleie! – Gurkemeie!”.
Publikum elsker det, og ifølge teaterkronikøren bliver syngespillet modtaget ”under idelig Latter og stærkt Bifald”.
En tand for vovet
Med ”Den Usynlige på Sprogø” har H.C. Andersen sat sin rival Henrik Hertz på plads på dennes hjemmebane, og forestillingen forbliver endda på Det Kongelige Teaters repertoire helt frem til 1844, hvorefter Sprogø-vaudevillen bliver frigivet til også Casino-teatret, hvor det igen høster gentagne publikumssucceser.
Kritikerne kalder hans forestilling for ”uanstændig” og ”farceagtig, aandløs og triviel”, og måske er det denne kritik, der efter de første opsætninger får teaterdirektøren på Det Kongelige Teater til at gribe ind. H.C. Andersen er nemlig en tand for vovet, når han lader en voksen mand iklæde sig kvindeklæder og danse en spansk ”Jaleo” tæt sammen med en anden voksen mand. Manuskriptet bliver derfor ændret til, at danseren er den unge datter til kroværten på Sprogø. Hun har nemlig lært at danse den eksotiske Jaleo di Xeres ”paa Maskeraden i Nyborg”.
Vakuum i tid og rum
Men hvorfor tog de to unge, romantiske forfattere Sprogø op i deres dramatik? Fordi nødopholdene på Sprogø – langt fra almindelig, borgerlig civilisation – skulle repræsentere afbrækket fra hverdagen og det småborgerlige trummerum. Et vakuum i tid og rum, hvor det særlige, det magiske, det forløsende og det romantiske kunne opstå.
I øjeblikket viser Østfyns Museer på Borgmestergården en udstilling om Sprogøs historie. Her kan man selv få lov at trække i balletskørtet og danse en inciterende jaleo – hvad enten man er ung eller gammel, mand eller kvinde.
Topbillede: I 1834 besteg digter-rivalerne H.C. Andersen og Henrik Hertz sammen vulkanen Vesuv i udbrud. Men det blev på Sprogø, at H.C. Andersen for alvor beviste sin overlegenhed. Udsnit af Niels Larsen Stevns fresko i H.C. Andersens Hus, Museum Odense.
Mere om udstillingen: Øen – Sprogø i tusind år
Læs også:
