I vinterferien bliver der bogstavelig talt sat på spot på Dyrehave Mølle. Mandag og tirsdag aften i uge 7 vil kunstnerkollektivet Tokyo Blue nemlig skabe et helt særligt værk ved hjælp af et lysshow på møllens facade.
Danehof 2024 skudt i gang med bulder og brag
På trods af skybrud, torden og kraftig vind over det meste af Fyn blev årets Danehof Middelalderfestival åbnet med solskin og blå himmel. Allerede inden eftermiddagens store åbningsoptog summede den gamle kongeby af liv og glade gæster, og den store tilslutning lover godt for de næste to dages festival.
Til hvert Danehof udvælges en regent til at repræsentere festivalen, og i år er det Christian 2. og hans hustru Elisabeth af Habsburg, der har fået den store ære. Kongeparret kom til byen i den fine fruervogn trukket af to fjordheste, og efter et festligt optog igennem de pyntede gader, kunne historiker Kåre Johannesen byde regentparret velkommen på kongetribunen, hvorefter viceborgmester Michael Gertsen tog ordet, inden kongen selv talte til forsamlingen.
Dronningens kjole er syet i hånden af Nyborg Slots Dragtlaug, og det er en helt ny kjole, designet efter historiske forlæg. Kjolen består af ca. 10 meter ren silke og tilsvarende meter i hør, og blev først offentliggjort, da dronningen steg ud af vognen.
For første gang nogensinde var der italienske flagkastere til Danehof, og med festlige farver og rytmiske trommer fik de sat gang i festivalen. Der opstod lidt udfordringer med flagene under den kraftige blæst, men alt blev håndteret med et smil og applaus fra publikum. I dag var der også et riddershow på Turneringspladsen, hvor hollandske riddere demonstrerede, hvordan heste blev trænet i middelalderen. Her kom et par få dryp fra oven, men solen tittede heldigvis hurtigt frem igen. Fredagen sluttede af med en udsolgt historisk pubcrawl, hvor gæsterne kom med rundt til Nyborgs baggårde og fik gode fortællinger om ølkulturen i middelalderen.
Danehof fortsætter hele weekenden i Nyborg, og her bliver der rig mulighed for at se de italienske flagkastere, ridderturneringer med både lanser og køller, musik og gøgl og masser af anden underholdning. Der er også både hestevognskørsel, bueskydning og så er der foredrag og koncerter i Vor Frue Kirke samt workshops, værksteder og skattejagt for børn.
Program lørdag d. 6. juli
Program søndag d. 7. juli
Relateret indlæg
Filmoptagelser på Tinghuset og ved Nyborg Slot
I uge 4 rykker SF-film ind i Nyborg. Filmholdet vil være til stede i området omkring Tinghuset og Nyborg Slot den 22.-24. januar samt den 27. januar.
Kunst og fortællinger på Dyrehave Mølle
I vinterferien er der masser af spændende oplevelser på den gamle Dyrehave Mølle i Nyborg. I år bliver aktiviteterne for børn kombineret med et flot lysshow for hele familien.