Jens Blendstrup: Jeg havde aldrig set en mere mystisk ø

Sprogø har alle dage været omgivet af mystik og dramatiske begivenheder. Og netop det mystiske – og måske endda magiske – er udgangspunktet for den flotte tale, forfatter Jens Blendstrup holdt ved åbningen af Øen – Sprogø i tusind år, særudstillingen på Borgmestergården i 2023. Vi her så heldige, at Jens, der bor i Korsør og kan se over til Sprogø hver dag, har sendt talen til os, så alle har mulighed for at læse hans personlige beretning om Sprogø – den lille ø i det store bælt.

Da jeg var barn, tog mig og min familie storebæltsfærgen hver sommer. Nogle gange tog vi også Århus-Kalundborg. Der var en afgangshal i Århus, med en smedejerntrappe der snoede sig op, og messing der funklede i alle farver. Bag hver billetluge sad der en nydelig dame og udleverede billetter gennem en luge, som var omkranset af grønlig kobber. Jo flere mennesker der skulle rejse, jo mere røg var der i afgangshallen.

Jeg stod tit og så på lyset, der skinnede ind på røgen gennem de blyindfattede kæmperuder. Det var så smukt. Og man følte på en måde, man var på besøg i solkongens palads, selvom det kun var en afgangshal.

Når vi skulle med storebæltsfærgen, tog vi toget fra Århus til Nyborg. Der var altid mange mennesker med. De sjoveste var dem, der stod henne i restaurantkiosken, hvor man kunne få sodavand og pølser og øl til de tørstige. Dengang var der mange, der var tørstige. Og da der ikke fandtes mobiltelefoner, gik snakken også lystigt. Når mig og min bror havde fået vores pølse, stillede vi os som regel op på varmeapparatet, der løb under vinduerne, der kunne trækkes ned. Så hang vi ud af hver vores vindue, og flaprede vores munde helt groteske, mens vi råbte ting, man ikke måtte råbe, men som man godt måtte råbe, når toget dundrede, og man ikke kunne høre, hvad vi råbte.

Hver sommer besøgte vi vores farfar i Præstø. Som regel tog vi toget til Slagelse, og blev hentet af Fanny som holdt i sin lille gule hippie-Citroen. Så overnattede vi gerne hos hende og hendes mor Kirstine, som boede på en gård med løsgående høns i Vester Løve. Hvorpå hun dagen efter satte os på et tog til Næstved. Her ventede vi så på rutebils-Jensen, den lokale vognmand i Præstø. Somrene hos farfar var skønne. Han havde en labyrint af en hæk, som bugtede sig i hele havens længde. På venstre side af farfar og farmors hus lå der en række rækkehuse. Her boede de simple. Det var min farmors ord for arbejderklassen, som de selv havde hævet sig op over. Jeg holdt meget af at lege med de simple. Deres børn var grove og lidt mere gale, end dem jeg kendte fra Risskov. Til den anden side boede dansktop bandet Klaus og Servants, som det år øvede på: ’Sådan gik det til da farfar var ung’ hele dagen.

Farfar var pensionist, min far var pensionist. Og min mor var hjemmegående. Turen til Præstø var lang. Men jeg elskede at komme ombord på færgen og løbe op af trapperne, gennem restauranten og ud på dækket. Min storebror Niels og jeg konkurrerede om at komme længst op på rækværket, før det blev farligt. Niels var frygtløs, men jeg tænkte allerede dengang en del på døden. Sådan er brødre så forskellige, ik’. Over os hang kæmpefly de kaldte måger. Men de her var større, med et vingefang som en b52 bomber. De behøvede ikke engang blafre med vingerne, men hang solidt på himlen. Og inde i restauranten sad min far og vores mor. Hun fik kage og kaffe. Han fik højbelagt smørrebrød og dertil et par gedigne snapse. Sådan var det altid.  

Vi sejlede forbi Knudshoved. Min bror påstod også, vi sejlede forbi hans bror Børges hoved. Men da han altid var blevet dukket som barn, var Børges hoved under vandlinjen. Der var mange sejlskibe, som lå og krydsede på tværs i sejlrenden. Dengang var der ikke automatiske højtaleropkald. Men en rigtig stemme, som sagde velkommen til færgen Kong Frederik IX, Mf Broen,  eller var det færgen Sjælland? Den havde et vildt flot gelænder af funklende lakeret træ. Der var første klasse og anden klasse. Der var dansk design på møblerne. Og teaktræ over alt. Der var flotte sidde- og liggestole på dækket, hvor folk sad med deres piber og deres medbragte mad. Oppe fra skorstenen kom der dejlige tykke røgskyer. Og da færgen drejede fri af havneløbet, rystede skibet, så man følte, man var på vej til Mars. Det var vi jo også. Alle vores venner tog til Mallorca, eller las Palmas. Men vi tog til Præstø, fordi det var det eneste min far kunne tåle for hans dårlige nerver, som han havde fået af mange års arbejde med psykiatriske patienter. Han sagde tit at for at kunne arbejde med fru Jensen, må man selv være gak-gak. ’Jeg var ganske normal engang, men det er klart, mit fag kræver jeg lærer at være tosset’. Det tog vi børn oppe fra og ned. Men vi synes måske nok han havde levet sig lige lovligt godt ind i rollen.

Der var også en spillemaskine på færgen. Den var vi meget optaget af. Det var en stor firkantet kasse med træ på siderne, og et lysende skilt med en kaktus på ovenpå hvor der stod Wild West Shooting Gallery. Det skete vi fik nogle 25 ører af vores forældre til at proppe i maskinen. Så var der et westernspil, hvor man kunne flytte en firkant rundt, mens den skød til højre og venstre. Det var stort. Men efter nogen tid var det game over, og så spunsede vi ud på dækket igen.

Havet var blankt. Solen var skarp. Vores kassebukser stod ud til siden og lignede trompeter. Langsomt forsvandt Nyborg i agterspejlet. Vi var nu helt ude, hvor hajerne boede. Hvor verden ikke længere var landfast. Hvor det kun var hvirvelløse dyr og gigant søpindsvin, der herskede. På et tidspunkt blev det tåget. Det var som regel, når vi havde sejlet en times tid. Det var så tåget, man ikke kunne se en hånd for sig. Men så brød solen igennem igen, og så lå den der. Den mærkelige øde ø til højre. Min bror sagde, den var beboet. Men jeg mente ikke, den var beboet. Jeg havde selv set kort over Danmark, og der var der ikke nogen ø, der hvor den var. Den var meget behåret. Eller rettere – der var mange træer. Og på det højeste punkt lå der et hus med et fyrtårn. Det mente min bror, var det afgørende bevis for, den var beboet af mennesker. Men jo mere jeg kiggede, jo tydeligere var det for mig, at der lå et vikingeskib eller et piratskib i den lille anløbshavn. Jeg løb ind til min mor, og sagde vi havde fundet en ubeboet ø. Og at der var vilde mennesker derinde. De går omvendt og på hovedet, sagde jeg begejstret til min mor. Deres ben er deres arme. Min mor troede på alt, hvad jeg sagde. Og blev meget bange på svensk. Hun ville under ingen omstændigheder med ud og kigge, for så kunne det være hun blev bortført.

Øen var tydeligvis ikke på landkortet. Bare måden, den ligesom var presset sammen, tydede på, det var en kæmpe, der havde lavet den. Der var også et fladt stykke uden træer, hvor kæmpen var faldet om, da han var tilfreds med resultatet. Måske var den ligefrem sådan en ø, der kunne forsvinde, når der ikke var tåget. Når jeg gjorde mine øjne skeløjede, lignede det, der sad en kæmpe bådmotor fast ude i siden, så den kunne flytte sig, hvis vi kom for tæt på. Jeg fortalte Niels, det var en hemmelig ø. Og at der var korttegnere, som hele deres liv havde været på jagt efter dens beliggenhed. Måske var det kun børn, der kunne se den rigtigt? Det vidste jeg fra Den hvide sten, som gik i fjernsynet dengang. At det kun var Hampus og Fia, der kunne se eventyret i verden. Fordi de havde en hvid sten med magiske egenskaber.

Hvis nogen dengang havde fortalt mig, Sprogø faktisk var opdaget og fungerede som fængsel-ø for faldne kvinder, ville jeg have rystet kraftigt på hovedet. Den eneste ondskab, der var derinde, var fra piraterne, og fra den slange eller midgårdsorm, som fik den op fra dybet, så den kunne holde sig flydende. Jeg havde aldrig set en mere mystisk ø. Jeg brugte hele sommerferien på at tegne landkort over Sprogø.

Den sommer havde jeg taget mit Kodak klik kamera med på færgeoverfarten. Det endte med jeg brugte hele filmen på at fotografere Sprogø. Men da billederne blev fremkaldt nede hos den pukkelryggede fotograf på Nordre Strandvej, kunne man næsten ikke se øen på billederne. Min far mente, det var fordi galefotografen pissede i fremkaldervæsken. Han klagede til galefotografen, og beskyldte ham for at ødelægge hans søns fantasi med elendige utydelige grønne billeder. Hvad ligner det at ødelægge et barns eksistentielle gennembrud med dine lorte fremkaldervæsker?  Galefotografen henholdt sig til, at Kodak klik var beregnet til nærbilleder.
’De er slet ikke lavet til fjernobjekter hr. Blendstrup’.
Men det gjorde nu ikke noget, for i min fantasi gav det god mening af øen ikke ville lade sig fange ind af et kamera.

Sprogø var Danmarks Påskeø. Nordens Atlantis. Når jeg kiggede rigtigt godt efter, kunne jeg se nogle kæmpe statuer ved siden af fyret. Piraterne levede af at angribe lystbådene, der kom for tæt på. Der var gravet kæmpe skatte ned på den fjerne side. I det hele taget var hele øen jo kun enormt høj, fordi der lå så meget guld og ædelstene under jorden. Og fordi øen ikke havde nogen kontakt med Bogense eller Assens eller Varde eller Korsør, talte de også et helt andet sprog end vores. Fuld af bandeord for guldkorn og havrefras og pif paf puf. Som alle pirater sætter stor pris på. Min bror drillede mig med, det bare var en lille lorteø. Men for en 8-årig dreng var det slet ikke sådan, verden hang sammen. Jeg vidste, jeg bare måtte derover.

Det var også derfor min far blev rasende, da han fandt ud af, hvorfor min kuffert var så tung. Det var fordi jeg havde pakket min Islander 1 gummibåd ned derhjemme. Min plan var at sejle ud fra vogndækket. Der ville stå i avisen, at en dreng har fundet verdens mest hemmelige ø. Måske ville jeg aldrig komme derfra. Og så kunne det jo ikke stå i avisen. Med mindre jeg sendte en flaskepost. Som først kom frem til Risskov efter 42 år. Kære far og mor, jeg har det godt!  ville der stå på et flosset stykke papir. Jeg er blevet pirat og hedder Kaptajn Kassebuks. Men nu hvor gummibåden var opdaget, den flaprede bare ud på gulvet inde i restauranten, kunne jeg ikke komme afsted. Jeg fór ud på dækket igen. Og råbte på et omvendt sprog derover. Men der var ingen, der svarede. For hvis man er pirat, ved man godt, hvornår man skal holde sin kæft. Der stod helt sikkert en med et træben og kiggede ud på færgen, og vidste jeg var der. Til sidst lavede jeg bare et hemmeligt tegn, og netop som jeg syntes, jeg kunne høre en mærkelig sirenesang, som lokkede mig til at springe overbord, tog min bror fat i mit ene bukseben og sagde: ’No stopper vi, Jens, du ved godt mor ikke kan li’, når du forsvinder i alle dine fantasier. Prøv nu lige at tage dig sammen. Den ø hedder Sprogø, hallo’.

Så kom tågen pludselig tilbage. Og øen, den mystiske ø, mine drømmes ø, forsvandt og blev usynlig. Men jeg lovede mig selv, at når jeg blev voksen, ville jeg lave et skib af mælkekartoner og sejle hele vejen fra Risskov til piraternes ø. Konti Ki Jens når frem til  jordens mest mystiske ø. Drengen fra Blåmunkevej opdager hullet ind til søuhyrer så store, at intet parcelhus kan beskytte os.

Det tænkte jeg på, mens sjællandsiden langsomt dukkede op foran os. Og folk blev bedt om at søge til toget, eller hvis de var gående, landgangsbroen i venstre side. Det store skib rystede og dirrede. To store sømænd stillede sig op på hver side og gjorde klar til at åbne dørene og banke broen på plads, når vi kom ind. Som jeg husker det, var der røde tæpper på gulvet. En fin dame med verdens mest afpillede lyserøde puddel faldt i snak med min far. Der stod en mand med en barnevogn, der hed Sigvaldi. Han uddelte blomster, hindbærbrus og bøger til dem, der ville ha’.  Lidt derfra stod der en familie og snakkede om Oliekrisen. Så var der en tyk dreng, der sagde han kendte en god vittighed. ’Hvorfor putter århusianerne olie i lokummet når de går på toilettet?  Det fordi de skijer på oliekrisen’. Så grinede vi alle sammen. Det var sommeren 1975. Og forude ventede Præstø, og slangebøsserne vi brugte til at skyde min farfars tomme flasker ned med  i Præstø å.

I dag er det jo mange år siden. Gamle mennesker ville sige en menneskealder siden. Tiden har afsløret en helt anden grum historie om den lille ø derude i Storebælt. Men det er jo ikke øens skyld, for den er meget ældre. Det lader jeg den fine udstilling om at skildre. Jeg har fuld tiltro til Troels og de andre fra museet. Men når jeg sidder i mit tårnværelse oppe på loftet i Korsør, og drejer min gamle stjernekikkert mod øen, som ligger der og duver i den stille sommeraften, kan jeg ikke lade være med at vende hjem til min barndomsdrømme, at øen rummer frihed, i stedet for det modsatte. At der aldrig var en pige, der blev gjort fortræd, fordi hun ikke passede ind i det stive patriarkalske formyndersamfund. Og så tænker jeg også. Det er muligt det er smart at hegne søuhyrer og pirater inde, når det kommer til stykket, men sgu ikke kernesunde danske tøser med naturlige drifter.

Jeg er glad for jeg er født den 8.8.1968, og voksede op i en tid hvor reglerne blev brudt ned, så man kunne gå med bare bryster, og lade fantasien folde sig ud. Og når voksenhedens virkelighed bliver for meget, og når broens kedelige landfasthed bliver for tydelig i stjernekikkerten, gør jeg mig bare skeløjet deroppe i tårnværelset. Al magt til frisindet. Og denne verdens hemmelige øer. Al magt til frie kvinder og frie mænd. Lad Sprogø blomstre.

Tak fra mig. Og rigtig god udstilling. Som jeg glæder mig til at se. Og hvis nogen har lyst har jeg stadig min Islander 2 gummibåd, så vi kan nærme os fra Sprogø fra vandsiden. Du skal bare holde fingeren hen over hullet, min bror lavede med en saks, da vi blev uvenner i 1976. Du skal dog nok have lidt tålmodighed, da jeg kun kan finde den ene åre. Men igen. Måske kommer Sprogø os i møde. Det gør mystiske øer jo gerne. Særligt når de er over 1000 år gamle.

Tekst: Jens Blendstrup

Læs mere om Øen – Sprogø i tusind år