Fællesskabet lå i grus
Klumme i Lokalavisen Nyborg d. 3. maj 2023 skrevet af museumsinspektør Ditte Larsen.
Landsbyernes fælles grusgrave var med til at definere landsbyfællesskabet. Her kunne beboerne hente grus til byggeri og vedligehold.
Det fælles grus
En del af istidens massive isblokke smeltede på deres vej over Østfyn. De efterlod sig et kuperet landskab med dale, hvor smeltevandet skyllede jorden væk, sletter hvor det afskyllede jord endte sin rejse, og bakker hvor isen efterlod sig grus, sand og sten.
Der er skrevet meget lidt om grusgravningens historie, men der ingen tvivl om, at istidens grus-aflejringer har haft stor betydning for livet i de østfynske landsbyer. I slutningen af 1700-tallet blev de fleste af landsbyerne udskiftet, bønderne fik sammenhængende marker, og der blev lavet matrikelkort over landsbyers jorder. På kortene fremgår også de områder, der var fælles for landsbyens beboere, blandt andet de fælles grus-, sand- eller lergrave. I en tid, hvor landsbyens fællesskab var under opløsning, og hvor byggematerialer var nødvendige for at flytte gårdene ud til de nye marker, var det vigtigt at markere sig, at retten til at benytte landsbyens fælles grusgrav stadig var gældende.
Grus på andre hænder
På det første matrikelkort over landsbyen Lindeskov ses den fælles grusgrav tydeligt markeret. Landsbyens grusgrav lå ved grænsen mellem Lindeskov bys og Lykkesholms jorder. Der lå den frem til 1923, hvor Lykkesholms ejere købte grusgraven af Lindeskovs beboere. Bylauget besluttede, at renterne af købesummen fremadrettet skulle bruges til gavn eller glæde for sognets eller byens beboere. Denne tradition er fortsat, og i år fejrer Lindeskov Bylaug 100 års jubilæum for stiftelsen af fonden.
Det var ikke kun i Lindeskov, at den fælles grusgrav kom på nye hænder i løbet af 1900-tallet. Den industrielle udvikling begyndte efterhånden at tage magten fra de små fælles grusgrave, hvor gravearbejdet foregik med håndkraft. I Ellinge førte udviklingen til, at bylauget i 1930 blev enige om at sælge byens grusgrav. Dette blev dog ikke afslutningen på fortællingen om grusgravning i Ellinge, for grusgravningen fortsatte på andre hænder, og et nyt sted. I løbet af 1900-tallet fik man nemlig for alvor øjnene op for potentialet i et af områdets markante istidslevn, nemlig Øksnebjerg.
Bjerget der forsvandt
Øksnebjerg var et 55 meter højt, iøjnefaldende vartegn i det østfynske landskab. ”Bjerget” har gennem tiden sat sit præg på fortællingen i sognet, hvor det både har været hjemsted for folkesagnenes trolde og er blevet brugt som fikspunkt for opmåling og kortlægning af Danmark.
Øksnebjerg lå oprindeligt som en langstrakt sandbakke i landskabet, men i løbet af 1900-tallet begyndte man for alvor at grave grus i ”Bjerget”, og i dag er Øksnebjerg stort set forsvundet. Eller helt væk er det jo egentligt ikke, for en stor del af bjerget findes stadig rundt omkring, i form af grus under den østfynske motorvej og som materiale i diverse byggeprojekter.
Istidens grus har sat sit præg på livet både for vores forgængere og for os. Afgravningen har ændret det østfynske landskab, men det har også været med til at lægge fundamentet for utallige byggerier og veje og for udviklingen af lokalområderne, såvel som for bylaugenes traditioner.
Billede: Øksnebjerg var oprindeligt 55 meter højt, men i løbet af 1900-tallet tog grusgravningen fart, og i dag er ”bjerget” næsten væk. Foto: Privateje. Årstal og kunstner ukendt.
Flere nyheder fra Nyborg Slot
