YOUR CART

Ingen varer i kurven.

800-året for skæbnesvangert måltid markeres med nyt klenodie

Kunstværk fra 1922 skal udstilles på Nyborg Slot. Se det allerede nu på Borgmestergården.

Den 7. maj 1223 inviterede Valdemar Sejr til jagtmiddag på Lyø, et festmåltid, der skulle blive skæbnesvangert for den danske konge. Begivenheden er gengivet i kunstneren Agnes Slott-Møllers monumentale hovedværk Jagtmiddagen fra 1927. Et værk der indgår i den storslåede billedserie om Valdemar Sejr, der har hjemme på Nyborg Slot. Nu, 800 år efter Valdemar Sejr skålede med sine mænd, har et forarbejde fra 1922 også fundet vej til Nyborg. Fra 3. maj kan det ses på Borgmestergården.

”Det er på mange måde et meget interessant billede, som vi nu har fået ind i samlingen, og det endda på 800-året for den dramatiske begivenhed, som billedet gengiver. Interessant er det også, at de senere års arkæologiske undersøgelser giver netop Valdemar Sejr en central rolle i Nyborg Slots historie; nemlig som slottets bygherre. Maleriet har været i Kongehusets eje i 100 år, og det giver mening, at det fine forarbejde fremover skal have en værdig plads på Danmarks ældste bevarede kongeborg”, siger afdelingsleder ved Østfyns Museer, Mette Ladegaard Thøgersen.

Til bords med en forræder
Billedet minder om gengivelser af den sidste nadver. Der er 13 til bords, og ”Judas” giver sig tydeligt til kende. Valdemar Sejrs jagtmiddag på Lyø i maj 1223 var nemlig en yderst skæbnesvanger begivenhed. Kort efter måltidet blev kongen forrådt af sin lensmand Grev Henrik af Schwerin, og sammen med sin søn taget til fange. Først tre år senere, blev de løsladt mod en meget stor løsesum og tabet af flere tyske områder.

Forarbejdet Kong Valdemar Sejr ved Jagtmåltidet på Lyø og det endelige værk Jagtmiddagen ligner hinanden meget, men der er selvfølgelig foretaget små ændringer, og så kan der ikke ses bort fra størrelsesforskellen – forarbejdet fra 1922 er 55×131 cm, mens den endelige version fra 1927 måler hele 263×481 cm. Ikke desto mindre er det lykkes for kunstneren at fastholde den samme intensitet i scenen i begge malerier.


Kvindelig kunstner med tråd i middelalderen
Kunstneren Agnes Slott-Møller (1862-1937) er en af de vigtigste eksponenter for ”middelalderisme” i danske kunsthistorie. Hun er kendt for at gengive højdepunkter fra Danmarkshistorien i sit billedunivers.

Dette ses blandt andet i Valdemar Sejr-serien, der siden 1930’erne har prydet væggene i riddersalen på Nyborg Slot. De to første malerier ankom i 1937, siden kom yderligere to malerier til, og i dag er de fire kæmpelærreder en integreret del af slottets historie.

Agnes Slott-Møller er en omdiskuteret person i dansk kunsthistorie, og en kunstner der stædigt gik sine egne veje. I de senere år har hun fået en bemærkelsesværdig renæssance med udstillinger på en række danske kunstmuseer, blandt andet på AROS i 2018-19.

Valdemar Sejr og Nyborg Slot
Udgravninger omkring Nyborg Slot (2009-22) har dokumenteret, at Valdemar Sejr var slottets bygherre (slottet stod færdigt i 1209-10). Den store Valdemar-billedserie har således fået fornyet og øget værdi i slottets formidling. Når slottet atter åbner for publikum, vil Agnes Slott-Møllers billeder derfor pryde væggene igen, og det nyerhvervede forarbejde fra 1922 vil give publikum en unik indsigt i tilblivelsen af kunstnerens ubetingede middelalder-hovedværk.

Se maleriet på Borgmestergården
Valdemar-serien, med Jagtmiddagen (1927) som centrum, blev ophængt i riddersalen på Nyborg Slot i 1930’erne som gave fra Ny Carlsbergfondet. Købet af forarbejdet Kong Valdemar Sejr ved Jagtmåltidet på Lyø (1922) på auktion i marts 2023 er ligeledes foretaget med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Forarbejdet kan ses på Borgmestergården fra 3. maj, hvor det vil være ophængt med udsigt til det midlertidigt lukkede Nyborg Slot. Der er fri entré til Borgmestergården, og der er åbent alle dage kl. 10-16 på nær mandage.

LÆS OGSÅ: LISE-LOTTE STRIKKER DANMARKS HISTORIE

Flere nyheder fra Nyborg Slot:

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!