YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Tappenstreg

En autentisk militærceremoni med musikledsagelse

Tag med på guidet musikledsaget tur, hvor Østfyns Museer guider dig gennem Nyborgs garnisonshistorie.

Marchen starter ved rytterkunstværket i krydset Adelgade/Strandvejen og går derefter gennem byens gader med stop ved en række udvalgte restauranter. Ruten tager dig igennem flere af de unikke og seværdige steder i Nyborg, som også hører sig til en byvandring. Så trop op til denne “byvandring” med musikledsagelse, og fordyb dig gerne i de mange historiske steder efterfølgende. Turen varer ca. 1 time.

Bagom Tappenstregen – Nyborgs autentiske militærceremoni

Ceremonien i dens nuværende udførelse stammer fra midten af 1700-tallet og er blevet anvendt i de fleste danske garnisonsbyer til at kalde soldaterne hjem til deres kvarterer og kaserner fra ølstuer og marketenderier. Denne praksis er også blevet anvendt i andre europæiske byer.

Under marchen gennem byens gader opsøgtes de steder, hvor soldaterne sad og drak, hvorefter den ledsagende befalingsmand slog tappen i øltønden eller med kridt slog en streg over spunsen som tegn på, at den ikke måtte åbnes mere den dag.

Nyborg Tappenstreg er i sin nuværende genskabelse forsøgt rekonstrueret så præcist, som det har været muligt i forhold til tiden omkring 1869, hvor Nyborg Fæstning blev nedlagt. I årene herefter påbegyndtes nedbrydningen af flere af byens fæstningsvolde, og i takt hermed ændredes vaner og skikke, hvorved også Tappenstregen gik af mode i 1870’erne.

Til forskel fra andre garnisonsbyer gik Tappenstregen i Nyborg kun på tirsdage kl. 21.00 med fløjte og tromme. Dette skyldtes formentlig, at soldaterne her fortrinsvis var privat indkvarterede og ikke samledes i større kaserner. Herved har Tappenstregens praktiske formål, nemlig at kalde soldaterne hjem fra øl- og skænkestuer, ikke været aktuelt. Den største kendte Tappenstreg, der er gennemført i Europa, fandt sted i Berlin i 1872 med deltagelse af 1000 musikere.

Læs mere om ceremonien her.

DET PRAKTISKE

GRATIS DELTAGELSE

Mødested: Adelgade 8B, 5800 Nyborg

Dato og tidspunkt:

Onsdag den 29. juni kl. 19
Fredag den 1. juli kl. 19
Tirsdag den 5. juli kl. 19
Lørdag den 16. juli kl. 14
Lørdag den 23. juli kl. 14
Lørdag den 30. juli kl. 14
Lørdag den 6. august kl. 14
Lørdag den 13 august kl. 14
Lørdag den 20 august kl. 14

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!