YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Reformationsdage 2023

Reformationskongens jul – Spis, syng, dans!

I 1536 gennemførte Christian III Reformationen i Danmark. Det forandrede både liv, tro og traditioner for det danske folk. Men julen var fortsat en af årets vigtigste højtider. Ikke mindst for kongen. Fra kancelliets brevbøger kender vi de overdådige mængder af fødevarer, drikkevarer og delikatesser, som kongen beordrede til Nyborg Slot fra nær og fjern.

Som konge over et af renæssancens største riger skulle Christian III både udvise ødsel gavmildhed og from disciplin. Det gjorde han blandt andet med mad, sang og dans. Han fik arrangeret overdådige måltider, hvor mængderne var så rigelige, at også byens fattigste kunne bespises med levninger. Latinskolens elever blev inviteret op på Nyborg Slot for at afsynge de nye, fromme lutherske salmer med deres klare, lyse drengestemme. Og i renæssancens stilige danse viste kongen i egen majestæt, at også kroppen – trods vellevned – var strengt disciplineret og kunne følge musikkens takter og dansens sindrige koreografi.

Til Reformationsdage 2023 inviterer vi alle til at få indblik i fortiden gennem mad, sang og dans. Med foredrag, fællessang og danseundervisning. Skønsang, smagsprøver og lutmusik.

Reformationsdage 2023 afvikles i forbindelse med julemarkedet i Nyborg, Jul i den gamle Kongeby, der løber af stablen de to første weekender i december.

Reformationsdage er støttet af Erhvervs- og Udviklingsudvalget, Nyborg Kommune.

PROGRAM (se mere nedenfor)

  • 26. november kl. 16: Syng! i Ullerslev Kirke
  • 1. december kl. 14: Foredrag: Reformationskongens rejser
  • 2. december kl. 14: Syng! i Ørbæk Kirke
  • 3. december kl. 14: Spis! Kulinarisk foredrag
  • 9. december kl. 14: Syng! i Nyborg Kirke
  • 10. december kl. 14: Dans! Lær at danse renæssancens danse

FOREDRAG: Reformationskongens rejser

  • Tid: Fredag den 1. december kl. 14
  • Sted: Tinghuset
  • Pris: 50 kr. / 0 kr. for medlemmer af Nyborg Museumsforening

Historisk foredrag ved museumsdirektør Erland Porsmose

Renæssancens konger var altid på farten. Både til hverdag og til fest. Det gav store logistiske udfordringer, når hele datidens centraladministration skulle flyttes fra den ene landsdel til den næste. Køkkener, kancelli, kammertjenere og alt andet, der hørte sig til et kongeligt virke blev sendt afsted på et kilometerlangt vogntog, nogle gange efter blot få dage.

Museumsdirektør Erland Porsmose er aktuel med bogen ”Magtfuld gennem riget”, hvori han for første gang har samlet fortællingen om det danske rejsekongedømme, der fungerede gennem 700 år. Fra 900-tallet til 1600-tallet.

I foredraget vil der være særligt fokus på Christian III’s jul i Nyborg i 1554, hvor bestillingslisterne til kød, flæsk, øl, vin og delikatesser var overdådige. Christian III var ”rejsekonge” – næsten helt i Spies’sk forstand.

Få din billet her

 

SYNG! Reformationens lyd

Tid og sted:

  • Ullerslev Kirke: Søndag den 26. november kl. 16
  • Ørbæk Kirke: Lørdag den 2. december kl. 14
  • Nyborg Vor Frue Kirke: Lørdag den 9. december kl. 14

Fri entré og ingen tilmelding

Sang og koncert med sopran Lise Bech Bendix og organist Povl Balslev

Syng og vær glad! Med Reformationen og den nye lutherske tro kom sangen til at spille en central rolle i kirken. ”In dulci iubilo, siunge wi oc ere fro” hedder det i en af de ældste oversættelser af Luthers salmer. At synge var nemlig anset som en af de mest direkte veje til et lykkeligt liv i Guds ånd, og derfor skulle alle synge med på salmerne i kirken. Også til jul.

Sangen har lige siden været en vigtig del af Kirkens virke, og ved juletid spiller julens salmer en stor rolle – også uden for kirkernes mure. Den fælles sang er en arv fra Reformationen, som er blevet skattet højt helt frem til i dag. ”Sjunge hver, som sjunge kan” lød Grundtvigs fortolkning af Luthers budskab. For når alle synger med, opstår en helt særlig ånd og samhørighed.

Siden Reformationen er der kommet mange nye sange og salmer til, men der er fortsat mange spor fra renæssancen i vores sangskat. Til sang- og koncertarrangementet følges sangtraditionen fra Reformationen til nutiden, og undervejs giver organist Povl Balslev korte fortællinger om, hvordan kirkens musik har forandret sig fra renæssancen til i dag.

Spis! Ødsel gavmildhed

  • Tid: Søndag den 3. december kl. 14
  • Sted: Tinghuset, Stendamsgade 9
  • Pris: 50 kr. / 0 kr. for medlemmer af Nyborg Museumsforening

Kulinarisk foredrag og taffelbord ved Annette Herbst fra Historicum

Til alle tider har kongelige mødtes med venner og fjender over et måltid mad, for at knytte bånd, forhandle og synliggøre status ved at anskueliggøres deres overflod  og derved demonstrere magt – eller bare for at nyde eller fejre julens højtider ved det veldækkede taffelbord. Men måltidet var også en måde, hvor fyrsten eller kongen kunne vise sin godhed og gavmildhed. De overdådige borde var ikke blot til indbudte gæster, men overfloden af tilberedt mad skulle netop være så stor, at måltidets levninger kunne fordeles nedad i hierarkiet, indtil selv den fattigste var mæt.

Måltidet – og især julemiddagen – har til alle tider været forbundet med utallige traditioner. Men hvad er traditionernes oprindelse. Hvorfor sidder vi til bords, som vi gør i dag, og hvilke traditioner omkring bordet har vi båret med os fra renæssancen? Det kan du blive klogere på til dette kulinariske foredrag.

Et imponerende historisk taffel skaber rammerne for en helhedsoplevelse, som bringer alle sanser i spil og fører os tilbage til traditioner og historier, som fortæller mere om os og vores tid, end vi måske er klar over. Taffelbordet afspejler tidens traditioner i forhold til stand, tro, politik, hygiejne og meget andet og som trækker spor frem til i dag. Publikum får i pausen mulighed for at se, røre og stille spørgsmål til de medbragte effekter.

Undervejs serverer Kongens Fadebur smagsprøver på historiske julegodter (måske fyldte, krydrede pandekager og lutendrank).

Få din billet her

Dans! Lær at danse renæssancens danse

  • Tid: Søndag den 10. december kl. 14
  • Sted: Landporten
  • Pris: Gratis, men begrænset antal deltagere, så tilmelding nødvendig

Historisk danseworkshop ved balletlærer Helio Porcaro

Med reformationen var det ikke bare ånden, der skal underkaste sig en ny tro. Også kroppen skulle disciplineres. Det foregik blandt andet på dansegulvet. Selv kongen selv skulle vise, at han kunne kontrollere sin krop – ikke bare sit rige.

Renæssancens raffinerede danse består i blandt andet kædedanse og andre danse, hvor flere danser sammen i grupper. Til arrangementet vil flere deltagere være iklædt historiske dragter fra Nyborg Slots Dragtlaug.

Alle uanset evner er velkomne til arrangementet, hvor vi starter med nogle basale trin og kundskaber og siden bevæger os op i hastighed og raffinement.

Danseworkshoppen finder sted i salen over Landporten, der har rødder i Christian 3. forstærkning af Nyborgs fæstning i 1500-tallet. I denne sal har generationer af garnisonens soldater trænet og styrket deres krop og evner helt fra til slutningen af 1800-tallet.

Få din billet her

 

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!