YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Påskens mange æg

apr 9, 2025

Klumme af museumsinspektør Ditte Larsen, Østfyns Museer, til Lokalavisen Nyborg.

I dag forbinder vi påskeæg med chokolade, marcipan og søde sager. Men tidligere var påskens ægge-traditioner meget anderledes. Hermed en opfordring til at lade sig inspirere af fortidens mange påsketraditioner med æg!

Høns har brug for lys for at kunne producere æg, så i de mørke vintermåneder var friske æg ikke hverdagskost. Efterhånden som lyset vandt frem, blev der lagt flere og flere æg. I løbet af fasten, som strakte sig fra fastelavn til påske, måtte man ikke spise æg, så når påsken kom, blev overfloden af æg nydt i fulde drag. Det ses blandt andet tydeligt i kosten, som til påske blandt andet bestod af ”skidne æg”, spejlæg og hårdkogte æg. Her på Østfyn var det skik, at man påskemorgen fik serveret smørrebrød og to kogte æg.

I dagene op til påske gik mange fattige rundt til de mere velhavende gårde og bad om et æg. Hvis man havde æg, så fik de det, og hvis ikke, så fik de noget andet spiseligt, så de også kunne fejre påsken. Æg blev ligeledes brugt som gaver til præst og degn på påskedag.

Æg i mange farver

Traditionen med at dekorere æg til påske kendes i hele Europa og går tilbage til den katolske tid. Hvis æggene blev kogt med løgskaller, rødbedesaft, eller forskellige farveholdige planter, så blev de hårdkogte ægs skaller flot farvede. Hvis man havde tilstrækkeligt mange æg, så blev de kogt meget længe. Derved fik æggene de flotteste farver, og samtidig blev de så hårde, at de kunne bruges til forskellige påskelege.

At trille med æg

Det kunne eksempelvis være at ”trille med æg”. Når man trillede med æg, så stillede man et bræt eller en tagsten på skrå, så man kunne trille sit æg ned af rampen. Det gjaldt om at komme tættest muligt på sine modstanderes æg, og den der først kom inden for en fingerbreddes afstand til modstanderens æg vandt legen. Ingeborg Lange, som voksede op på Ørbæklunde i første halvdel af 1900-tallet, har fortalt, hvordan de trillede æg på herregården. Her foregik legen indendørs, og der var præmier i form af chokolade eller appelsiner til vinderen.

Pustet og pyntet

I de husstande, hvor man ikke kunne tillade sig at lade mad gå til spilde, der holdt børnene sig til, når der skulle bruges æg i madlavningen. Så blev der prikket hul i begge ender af ægget og æggehvide og -blomme blev pustet ud, hvorefter børnene fik lov til at få de tomme skaller. Kristian Andersen fra Flødstrup fortæller, hvordan børnene i byen pyntede de tomme skaller med røde, blå og gule bånd. Derefter blev æggene trukket på et stykke sejlgarn og bundet sammen til en krans. Æggekransen blev  hængt op som udsmykning i dagligstuens loft, hvor den hang påsken over.

Også i de finere samfundslag pyntede man æg. Christian 4’s datter, Leonora Christine, har således i sine erindringer, ”Jammers Minde”, beskrevet, hvordan hun i 1667 udvekslede malede påskeæg med en anden fange, mens hun sad i Blåtårn.

Påsken er i dag en tid med æggejagter, påskefrokoster og chokoladeæg. Men måske kan der i år også blive tid til en hjemlig syssel med farvning af æg, en lille dyst eller måske en flot dekoreret æggekrans.

Hvis I har lyst til endnu flere æg, så er der masser af påskehygge på Borgmestergården i de tre dage op til påske. I kan blandt andet høre flere sjove historier om påskens æggeskikke, gå på æggejagt og dekorere jeres eget påskeæg. Det er den 14.-16. april kl. 10-14 og der er fri entré.

Der trilles æg i påsken 1935 på herregården Ørbæklunde. Udsnit. Foto: Kai Uldall, Nationalmuseet.

Relateret indlæg

Nostalgisk tidsrejse for borgere med demens

Nostalgisk tidsrejse for borgere med demens

Med udgangspunkt i Almas Hus i Ørbæk tilbyder Østfyns Museer oplevelser for demente og deres pårørende under demensugen 2025. Som noget helt særligt inviteres der i samarbejde med Danmarks Jernbanemuseum på en historisk busrejse i lokalområdet med veteranbus.

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!