Ny leder til Nyborg Slot og Østfyns Museers kulturhistoriske afdeling

jun 30, 2026

René Schrøder Christensen ansættes pr. 1. august som ny leder af Nyborg Slot og Østfyns Museers kulturhistoriske afdeling.

René Schrøder Christensen skal stå i spidsen og sætte retningen for genåbningen af det nye museum på Nyborg Slot og endvidere arbejde med drift og udvikling af museets kulturhistoriske udstillingssteder, herunder Borgmestergården og Dyrehave Mølle i Nyborg samt Farvergården, Høkeren og Kerteminde Byhistoriske Arkiv i Kerteminde.

“Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet med mine nye kollegaer på Østfyns Museer. Der er fuld gang i skabelsen af en ny udgave af Nyborg Slot, og jeg ser frem til at blive en del af holdet og bidrage til den spændende udvikling på et dynamisk museum”, fortæller den nye afdelingsleder.

René er historiker og har stor erfaring i ledelse og en lang baggrund i museumsbranchen bl.a. hos Museum Odense og senest Danmarks Jernbanemuseum, hvor han har fungeret som afdelingsleder,  vicedirektør og chefkonsulent. René har også tidligere arbejdet med den østfynske kulturhistorie bl.a. med en ph.d.-afhandling om Odense Staalskibsværft – herunder også Lindøværftet.

Direktør for Østfyns Museer, Mette Ladegaard Thøgersen, ser frem til at få René med om bord:

”Genåbningen af Nyborg Slot og sikringen af den efterfølgende drift er en meget stor opgave. Jeg er sikker på, at René er den helt rette til at løfte opgaven som afdelingsleder. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med René om både Nyborg Slot og de mange andre opgaver i den kulturhistoriske afdeling og på Østfyns Museer generelt.”

Privat bor René i Odense NV sammen med sin hustru Anette og ét hjemmeboende af tre voksne børn.

Billede: René Schrøder Christensen. Foto: Ard Jongsma.

Relateret indlæg

Marionetdukke for stormandsvældet

Marionetdukke for stormandsvældet

Historiske markeder og festivaler er bestemt ikke unikke for Østfyn, men det, der er særligt, er, at Danehof i Nyborg hvert år tager afsæt i ægte personer og temaer, som var centrum for borgernes liv i middelalderen, og i år er bestemt ingen undtagelse.

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!