YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Kulturarvsboxen fortæller historien om Ullerslevs røde guld

aug 15, 2023


Oplev udstillingen: Rødler, ovne og offerfund, når Kulturarvsboxen kommer til Ullerslev. Fra den 25. august til 1. oktober kan du besøge boxen og få meget mere viden om lokalområdets 3000 år gamle historie. For Ullerslevs undergrund gemmer på rødler af høj kvalitet, og det var særdeles attraktivt i bronzealderen.

Det værdifulde røde ler
I perioden 2021-23 forestod Østfyns Museer flere udgravninger ved Kertemindevej nord for Ullerslev, og arkæologerne kunne efterfølgende konkludere, at der har været stor aktivitet i området. Resultatet af udgravningen viser nemlig, at bronzealderfolk tog området i brug omkring 1150 f.Kr. og benyttede det frem til ca. 800 f.Kr. 

Under udgravningerne stod det også hurtigt klart, at vores forfædre havde været på jagt efter én meget specifik ting – nemlig rødler. Leret optræder som tydelige aflejringer, og gruberne er meget målrettet gravet ned til rødlers-laget – og ikke dybere.

”I bronzealderen var ler en vigtig del af hverdagen. Det blev brugt til både lerklining af huse og til keramik, og vi kan se, at leret i Ullerslev er af prima kvalitet med høj plasticitet,” fortæller Christoffer Pelle Hagelquist, der er arkæolog og udstillingsansvarlig.

Betaling for jordens gaver?
Området og fundene ved Ullerslev er særligt interessante i lyset af et offerfund med smykker, der blev opdaget at to detektorfolk i 2021. Lerkarret med smykkerne kan dateres til de samme århundreder som jagten på rødleret. Ud over lerkarret med smykker er der fundet yderligere to nedsatte lerkar under udgravningerne, de har muligvis indeholdt mad eller drikke.

”Vi står med en plads, hvor der har været stor aktivitet, og hvor der målrettet er blevet gravet efter rødler. Her har vi så også fundet nedgravne lerkar, et endda med smykker, og vi kan forestille os, at det måske er et udtryk for, at de mennesker der arbejdede her i bronzealderen, har ønsket at give noget tilbage til gengæld for det rødler, de har taget,” siger Christoffer Pelle Hagelquist.

Udstillingen fortæller historien
I Rødler, ovne og offerfund kan du blive meget klogere på bronzealderen, den røde ler og ikke mindst Ullerslevs historie og kulturarv. Kulturarvsboxen er placeret ved Spar i Ullerslev (Ullerslev-Centret 30, 5540 Ullerslev). Boxen er ubemandet og kan besøges alle dage kl. 8-21.00 fra 25. august til med 1. oktober 2023.
Der er gratis adgang.

Udstillingsåbning
Udstillingen åbner torsdag d. 24. august kl. 14.00 ved Kulturarvsboxen i Ullerslev. Alle er velkomne. Museet er vært med et glas mjød og en snack.

Om Kulturarvsboxen
Kulturarvsboxen er et mobilt udstillingslokale, indrettet ganske som et traditionelt museum med montrer til genstande, plads til plancher med tekst og billeder, og en skærm med mulighed for at vise film. Containeren har solceller og er derfor selvforsynende med strøm til lys, klimastyring og anden elektronik.

Udstillingerne er nemme at udskifte og containeren er hurtig at flytte. Den kan dukke op hvor som helst og det er kun fantasien, der sætter grænser! Boxen gør det derfor muligt at komme helt tæt på den nære historie og sætte fokus på de gode fynske historier.
Det er Kulturarv Fyn, der står bag projekt Kulturarvsbox, og projektet er støttet af Albanifonden.
Læs mere her

Flere nyheder fra Nyborg Slot og Borgmestergården

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!