Med udgangspunkt i Almas Hus i Ørbæk tilbyder Østfyns Museer oplevelser for demente og deres pårørende under demensugen 2025. Som noget helt særligt inviteres der i samarbejde med Danmarks Jernbanemuseum på en historisk busrejse i lokalområdet med veteranbus.
Julekugle sender hilsen til Tour de France
Årets julekugle sender en hilsen til såvel kongen som touren, og så er den en påmindelse om at stoppe op midt i ræset og faktisk nyde julen og øjeblikket.
Hvert år siden 2013 har Østfyns Museer, Visit Nyborg og Nyborg Kommune i fællesskab lanceret en ny julekugle. Julekuglerne er hvert år helt unikke og har motiver med baggrund i historien og kulturarven i Nyborg.
En hilsen til touren
I 2021 er julekuglen inspireret af den travlhed, virkelyst og forventning, der indfinder sig, når store begivenheder nærmer sig, og kuglen sender da også en hilsen til Tour de France, der kommer til Nyborg til sommer. Motivet på kuglen indeholder nemlig tre hjul, som både kan ses som vognhjul fra en af fortidens hestevogne og som hjulene på en cykel. Og måske også som tandhjulene i hverdagens travlhed; tandhjul, som nogle gange faktisk gerne må sættes på pause, så højtiderne kan nydes – hvad enten det er Tour de France eller jul.
”Forberedelserne til Tour de France er mange og har været i gang længe. Sådan var det også, når kongen i forne tider meldte sin ankomst til Nyborg – kongebyen i det trafikale knudepunkt. Travlheden op mod jul er en skøn tid, så længe man husker også at stoppe op og nyde julens ro og poesi. Det vil vi gerne slå et slag for med årets julekugle, her op mod gaveindkøb, småkagebagning, konfektfremstilling – og corona-kurver. Stop kuglen og tandhjulene fra at snurre om sig selv et øjeblik, og nyd roen!”, opfordrer afdelingsleder Mette Ladegaard Thøgersen fra Østfyns Museer.
Symboler for en kongeby
Motiverne på årets julekugle er hentet fra et igangværende udsmykningsprojekt i Nyborg Kommune. I 2022 kommer motiverne til at indgå i en række bronzeplader i belægningen på Rigets Hovedstrøg, der fortæller historien om Nyborg som infrastrukturelt knudepunkt. Symbolerne er skabt af D-Sign Tegnestuen ved Anne Mette Rasmussen, mens julekuglen er designet af Østfyns Museers grafiske designer Louise Harbo Bendixen.
Det symboliserer motiverne:
- Løven og hjertet: Løven og hjertet er elementer fra Danmarks kongelige våbenmærke. De symboliserer kongemagten og fortæller om Nyborgs fortid som kongelig residensstad og mødested for middelalderens parlament i Danehof-tiden.
- Kronen: Symboliserer kongen. Når vi afholder Jul i den gamle Kongeby i Nyborg er det med en historisk reference til renæssancen, hvor kongen ofte drog til Nyborg, bl.a. for at fejre jul her.
- Hjulene: Når kongen meldte sin ankomst i Nyborg, skulle alle hjul i sving. Fra nær og fjern kom vogne læsset med fødevarer, linned, foder, brændsel, kobbertøj og alt, hvad der ellers skulle være til rådighed, når kongen og hans hof tog ophold på slottet.
Fra 26. november kan man købe årets julekugle hos VisitNyborg, hos Fru Hansen, på kommunens biblioteker og på Borgmestergården. En kugle koster 125 kr. Der er fremstillet 500 af årets julekugle, som sælges efter først-til-mølle. Julekuglerne fra de fleste af de foregående år er udsolgt.
Relateret indlæg
Påskens mange æg
I dag forbinder vi påskeæg med chokolade, marcipan og søde sager. Men tidligere var påskens ægge-traditioner meget anderledes.
Det er forår – og Almas Hus slår dørene op
Vi inviterer til åbning af Almas Hus og have den 3. maj. Alle er velkomne. Der vil være åbent hus og have hele dagen.