YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Fråds, fromt og frækt

Foredragsrække om julens dybeste rødder i forbindelse med julemarkedet i Nyborg.

Julen kom ikke til Danmark, da det første juletræ i landet blev tændt i 1808. Vores juletraditioner har rødder meget længere tilbage i historien. En historie, der viser at ”julehyggen” har taget sig ganske forskellig ud gennem tiden. Faktisk har ”hyggen” historisk set både været fræk, from og fråsende. Alt sammen noget, der i dagens Danmark ikke er helt ”politisk korrekt”. Ikke desto mindre lever både fråseriet, det fromme og det frække videre i bedste velgående i julen i dag.

Med foredragsrækken ”Fråds, fromt og frækt” sætter vi fokus på nogle af julens dybeste rødder. Og faktisk er ”foredragsrække” ikke helt det rigtige ord, for arrangementerne byder både på ganegodt og englesang.

Foredragsrækken er dette års udgave af Reformationsdage i Nyborg. Reformationsdagene er blevet afholdt hvert år siden 2017 og har på forskellig vis sat fokus på, hvordan nye tanker og ideer forandrer den verden, vi lever i. Også i år er afholdelsen af Reformationsdage støttet af Erhvervs- og Udviklingsudvalget i Nyborg Kommune.

”I byrådets erhvervs – og udviklingsudvalg, bakker vi op og yder økonomisk støtte til Reformationsdagene i Nyborg, og igen i år kan vi glæde os over nye perspektiver og indsigt, når Reformationsdage i Nyborg løber af stablen for femte gang. Selv om Reformationsdagene gennem årene har udspillet sig på mange forskellige måde, er fokus hvert år, at bevidstgøre os og få os til at tage stilling til ting, som vi ellers tager for givet. I år er det julens traditioner, der bliver afsøgt, og det glæder jeg mig meget til,” siger Peter Wagner Mollerup, formand for Erhvervs- og Udviklingsudvalget i Nyborg Kommune.

Alle tre arrangementer finder sted på Tinghuset (Stendamsgade 9, 5800 Nyborg). Der er fri entré, men tilmelding er nødvendig.

Fråds
Tinghuset. Fredag den 2. december kl. 14

I vikingetiden drak man jul. For også før kristendommen kom til landet, blev der fejret jul i Danmark. Her samledes man til store gilder, hvor der ikke blev sparet på hverken øl, mjød eller kød.

Foredrag om vikingetidens jul ved museumsinspektørerne Claus Frederik Sørensen og Ane Damgaard Jepsen
Tilmeld dig her

Fromt
Tinghuset. Lørdag den 3. december kl. 14

Da Reformationen blev gennemført i Danmark i 1536, begyndte kirkerne at genlyde af sang. Sang og fællessang var nemlig en vigtig del af den nye kirkelige orden, især ved juletid. I dag har mange af julens mest elskede julesange rødder i Reformationstiden.

Foredrag og sang ved sopran Lise Bech Bendix og Nyborg Kirkes Pigekor.
Tilmeld dig her

Frækt
Tinghuset. Søndag den 4. december kl. 14

”Ikke flere julelege!” er et udtryk, der lever videre i dag. Men fortidens julelege var heller ikke helt harmløse, og de var ikke for børn. Langt tilbage i historien har der været en indgroet tradition for at invitere til muntre ”julestuer”, som var en blanding af ”underholdning og dating”, med lege, som hurtigt gjorde kinderne varme i den kolde og mørke vintertid.

Foredrag om fortidens julestuer og lege ved historiker Kåre Johannessen.
Tilmeld dig her

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!