En festlig dag for vindmøller i Nyborg og Kerteminde

jun 13, 2023

Gå på opdagelse i tre historiske vindmøller og deltag i aktiviteter for børn og voksne, når vi fejrer Dansk Mølledag på Svanemøllen, Dyrehave Mølle og Viby Mølle samt sætter fokus på møllehistorie i en ny udstilling på Toldboden.

Billede: Dyrehave Mølle. Foto: Erling Lundemann

Søndag d. 18. juni er der Dansk Mølledag i hele landet. På Østfyn kan du besøge Svanemøllen ved Johannes Larsen Museet, den pittoreske Viby Mølle på Hindsholm og Dyrehave Mølle i Nyborg. De tre vindmøller åbner dørene for besøgende med særlige aktiviteter på den nationale mølledag.

Dansk Mølledag i Nyborg

Oplev Dyrehave Mølle – et af Nyborgs særlige vartegn – og lær mere om møllens spændende historie. Møllelauget viser rundt på møllens lofter, og du kan prøve kræfter med kværn og valse, lege med møllebyggerens værktøj eller male dit eget mel i det gamle karlekammer. Derudover er det muligt at bage snobrød i den smukke have og gå en tur i den tidligere kongelige dyrehave (ved siden af møllen.)
Møllen er åben søndag den 18. juni fra 10 til 15, og der er gratis adgang hele dagen.

Svanemøllen i Kerteminde

Svanemøllen siden af Johannes Larsen Museet i Kerteminde er måske en af landets mest portrætterede møller. Møllen fejrer naturligvis også Dansk Mølledag med åbent fra 10 til 15 og gratis entré. De frivillige i Svanemøllegruppen er klar til at tage imod gæster og interesserede og fortælle om møllens historie og funktion.

Kom indenfor i Viby Mølle

I den smukke og meget velbevarede landsby Viby på Hindsholm kan du besøge Viby Mølle, en hollandsk vindmølle fra 1873. På Dansk Mølledag er møllen åben i tidsrummet 13.30-16.30, og her kan du møde Viby Mølles møllelaug, der gerne viser rundt og fortæller om møllen. Entré 20 kr.

Svanemøllen i Kerteminde. Foto: Ole Friis

Som vinden blæser på Toldboden

Toldboden i Kerteminde er der hele sommeren en mølleudstilling, og derfor er det oplagt også at kigge forbi her den 18. juni kl. 10 til 14. Her er flere sjove aktiviteter for børn – alt sammen med udgangspunkt i møller. Kom og udfold din kreative side og skab de fineste figurer i alle regnbuens farver ud af hjemmelavet modellervoks af mel og salt. Du kan også bygge en tivolimølle, prøve møllerens vægt, male mel og meget mere.

Alle børn får udleveret en aktivitetspose – her er tegninger til farvelægning, møllekrydsord, mølleordsjagt og opskrift på pandekager. Der er gratis adgang til Toldboden og udstillingen Som vinden blæser

Møllernes årlige festdag.

For 30. år i træk åbner historiske vind- og vandmøller for besøgende til Dansk Mølledag 2023 søndag den 18. Juni. Møllejere, frivillige møllelaug og museer viser deres arbejde med at bevare, og formidle, en 1000-årig kulturarv.

På mølledagen bliver der lejlighed til at komme indenfor i en mølle og se, hvordan en mølle er opbygget, og hvordan den fungerer. På en del af møllerne får gæsterne også mulighed for at opleve – se, høre og mærke – hvordan kræfterne i vind eller vand bliver brugt til at male korn til mel i møllens kværne – og til drift af andet maskineri i møllen.

Læs meget mere om Møllens Dag

Flere nyheder fra Nyborg Slot og kulturarv

Relateret indlæg

Kulturnat på Borgmestergården

Kulturnat på Borgmestergården

Vi har lavet et spændende program med udgangspunkt i vores nye særudstilling “Sodavand og Slik” samt slottet og byens historie. Der er gratis entré til Borgmestergården, og alle aktiviteter er gratis.

Sofa med en særlig historie

Sofa med en særlig historie

I Borgmestergårdens hyggelige Kaffestue står der en særlig rød veloursofa, hvori H.C. Andersen efter sigende skulle have siddet og fortalt historier.

Status på museets isbåd

Status på museets isbåd

På Lyøvej i Nyborg mødes seks frivillige hver onsdag og arbejder på at restaurere en isbåd. Og arbejdet skrider støt og roligt frem. Således er den første tofte nu sat i, der er lavet en mast-mockup, huller er repareret med egetræ i bunden og lærketræ foroven, og så...

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!