Efterlysning: Har du bygget eller boet i Skovparken?

okt 14, 2025

Østfyns Museer ønsker at tegne et portræt af parcelhuskvarterets tidlige år (1970erne og start 1980erne), og vil derfor meget gerne tale med personer, der har boet i Skovparken på det tidspunkt.

Det levede liv fortjener at blive fortalt. Også det liv som leves i et moderne parcelhuskvarter som Skovparken i Nyborg. Faktisk er der gået over et halvt århundrede, siden de første beboere i 1972 flyttede ud i området. På dette tidspunkt var det blot en bar mark med kloakbrønde som paddehatte. Der skulle gå 14 år, inden området i 1986 var næsten fuldt udstykket. Skovparkens historien går dog helt tilbage til begyndelsen af 1960’erne, hvor velfærdssamfundet var ved at stå på egne ben efter de magre efterkrigsår, og ambitionerne var store.

Meget har forandret sig i Skovparken i takt med ændringerne i det danske samfund. Huse, haver, postkasser og livet på de mange matrikler. Østfyns Museer er derfor gået i gang med at grave historien – eller rettere historierne – frem bag hække og stikveje. Søgegrøfterne er gravet, men museet vil gerne et spadestik dybere for at tegne et portræt af kvarterets formative år i 1970’erne og første halvdel af 1980’erne.

Afdelingsleder ved kulturhistorisk afdeling, Kim Furdal, efterlyser derfor personer, der i disse år byggede hus i Skovparken eller som barn flyttede ind med familien i kvarteret, og som kan fortælle om kvarterets tidlige år. Interesserede kan henvende sig på mail: [email protected] eller telefon 23 96 35 25.

Billede: I 1973 blev etableringen af Skovparken markeret med en byggeudstilling under overskriften ”Nybyg”. I den anledning var Dannebrog hejst, og udstillingen havde besøg af garden. Foto: Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Relateret indlæg

Kulturnat på Borgmestergården

Kulturnat på Borgmestergården

Vi har lavet et spændende program med udgangspunkt i vores nye særudstilling “Sodavand og Slik” samt slottet og byens historie. Der er gratis entré til Borgmestergården, og alle aktiviteter er gratis.

Sofa med en særlig historie

Sofa med en særlig historie

I Borgmestergårdens hyggelige Kaffestue står der en særlig rød veloursofa, hvori H.C. Andersen efter sigende skulle have siddet og fortalt historier.

Status på museets isbåd

Status på museets isbåd

På Lyøvej i Nyborg mødes seks frivillige hver onsdag og arbejder på at restaurere en isbåd. Og arbejdet skrider støt og roligt frem. Således er den første tofte nu sat i, der er lavet en mast-mockup, huller er repareret med egetræ i bunden og lærketræ foroven, og så...

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!