Den man elsker, tugter man

Pisse Dårligt Opdraget: Til alle tider har opdragelsen af børn været til stor debat. Også i renæssancen.

Klumme til Lokalavisen Nyborg af museumsinspektør Troels Malthe Borch.

Det vakte stor debat, da børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye for nyligt lancerede en ny diagnose som årsag til folkeskolens udfordringer og børns mistrivsel, nemlig ”PDO”: Pisse Dårlig Opdragelse. Han efterlyser mere konsekvens og fastere rammer for børn og vil ændre loven, så skolerne får øget mulighederne for fysisk magtanvendelse over for børn.

Hvis Tesfaye har brug for yderligere inspiration, kan han med fordel kigge tilbage til renæssancen. Også her var børneopdragelse en mærkesag, og der blev udgivet bøger, der forklarede, hvordan faste rammer, tugt og afstraffelse – samt leg! – skabte gode, ansvarsfulde og moralske voksne.

At elske over måde

Kong Christian den 2., der voksede op på Nyborg Slot, havde store ambitioner om, at befolkningen skulle dannes. I 1521 indførte han landets første skolelovgivning. En af Christian 2.s betroede mænd var teologen og forfatteren Christiern Pedersen. Også han havde en del at sige om opdragelse. Han mente bl.a. at mange af datidens forældre simpelthen ”slog deres børn ihjel” – i hvert fald i åndelig forstand – ved at elske børnene for meget.

For at underbygge sin pointe fortæller Cristiern Pedersen en ret barsk og moraliserende historie om en far, hvis søn igen og igen begår unoder. Hver gang ser faren igennem sønnens brøde og undlader afstraffelse. Som voksen bliver sønnen dømt til døden i galgen , men også nu holder faren hånden under ham og frikøber sin søn, først én gang, så to gange. Men tredje gang er der ingen vej uden om. Nu skal sønnen hænges, og faren er ulykkelig. Da sønnen står på stigen med rebet om halsen, beder han om at måtte tale et sidste ord med sin far. Grædende træder faren op på skafottet, og sønnen beder om et sidste kys og tilgivelse. Men så sker der noget overraskende: Idet faren skal til af kysse sin søn, bider sønnen næsen af sin far!

Havde han blot straffet mig behørigt!

Folk omkring galgen råber vantro til sønnen: ”Hvad gør du! Din far ville have købt dig fri, hvis blot det havde være muligt!” Men sønnen svarer: ”Jeg har givet ham som fortjent. Havde han blot straffet mig behørigt som ung, var jeg aldrig endt i galgen!”

At ”tugte” betød oprindeligt noget i retning af at ”dygtiggøre” eller at opdrage. Så når man siger ”Den man elsker, tugter man”, handler det ikke som udgangspunkt om straf. Men indforstået i talemåden ligger det, at dygtiggørelsen bedst lader sig gøre gennem straf og irettesættelser. Sådan var tankegangen i renæssancen. Børnene skulle formes, og formgivningen kunne nok bedst sammenlignes ved stenhuggerens metode. Alle kanter skulle hugges og slibes af.

Dejlige gerninger 

”Børnespejlet” er Danmarks ældste børnebog. Den udkom i 1568. Heri kunne børn på vers lære, hvordan de skulle gebærde sig i forskellige situationer. For som der står: ”Tykkes os i spejlet at vi dejlige ere, / Da skal vore gerninger også dejlige være”. I bogen gennemgås alle hverdagens aktiviteter – lige fra morgenbøn til snorken, og børn kan lære, at man gerne må prutte i sengen, men ikke grine ved bordet. At man gerne må spille med bolde og kegler, men ikke kaste med terninger. At man gerne må snotte på jorden – bare man træder på klatten – men ikke sidde med benene over kors eller bide sig i læben. Der er masser af guldkorn i ”Børnespejlet”.

I efterårsferien er der plads til både møgunger og dydsmønstre på Borgmestergården. Fra mandag til fredag kan alle børn prøve kræfter med renæssancens børneopdragelse og se, om man ender som møgunge eller dydsmønster. Enten er man et dydsmønster og vinder en chokoladeguldmønt, eller også er man en møgunger og vinder retten til at kaste en bold efter porcelænstallerkenerne!

Børn fik ny opmærksomhed i renæssancen. De skulle tugtes og opdrages, så de kunne blive dannede voksne. Illustration for forsiden af Danmarks første børnebog: ”Børnespejlet” fra1568.