YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Clemmensen-familien som restaurerings- og byplanlægningsarkitekt i Nyborg

mar 15, 2024

Den 13. marts fejrede Østfyns Museer udgivelsen af museumsdirektør Mette Ladegaard Thøgersens nyeste bog “Nyborg Slot restaureret – før & nu”. Blandt de fremmødte gæster var et barnebarn af Nyborg Slots første restaureringsarkitekt Mogens Clemmensen, den 78-årige arkitekt Jens Clemmensen.

Selvom Jens Clemmensen fik aldrig mulighed for at møde sin farfar personligt, deler han den samme passion og stolthed for arkitektoniske bedrifter.  For ham er arkitektur mere end blot et fag – det er en arv, der strækker sig gennem generationer af hans familie, hvor arkitektur har været en konstant tråd, der har bundet dem sammen på tværs af tiden. Både Jens’ forældre, bedsteforældre, oldeforældre, samt hans fætre og datter er nemlig arkitekter. Fra Mogens Clemmensen, der dedikerede sit liv til restaurering og bevaring af historiske monumenter, til Jens’ egne forældre, Karen og Ebbe Clemmensen, der drev tegnestuen ”Karen og Ebbe Clemmensen” og skabte markante bygningsværker, blandt andet LO-skolen i Helsingør, som er én af de få nyere fredede bygninger.

Fra Nyborg Slot til Nyborg by

Mens tidligere generationer af Clemmensen-familien fokuserede på bygninger, valgte Jens at udvide sit virkefelt til hele byer gennem byplanlægning. Hans arbejde førte ham til Nyborg i 1970’erne, hvor han beskæftigede sig med den lokale byplan. Jens Clemmensen fortæller, at han med det samme blev betaget af byens charmerende atmosfære. Han husker tydeligt det smukke middelalderslot, hyggelige gågader og gode spisesteder.

Jens Clemmensens deltagelse i bogreceptionen, der blev afholdt af Østfyns Museer, blev en påmindelse om den stærke forbindelse, der findes mellem arkitektur, historie og personlige fortællinger.

Nyborg Slot restaureret – før & nu 

I denne bog dokumenteres, analyseres og diskuteres de to omfattende restaureringsindsatser i årene 1917-1923 og 2018-2023, som i høj grad er med til at forklare monumentets fysiske udtryk i dag. Forfatteren Mette Ladegaard Thøgersen redegør for samtidens syn på gamle bygninger, trækker tråde til andre slotsrestaureringer og til de dominerende traditioner inden for dette felt.

Nyborg Slot restaureret – før & nu er rig på både billeder og tegninger fra restaureringsarbejderne, detaljerede beskrivelser af fremgangsmåder samt et interessant indblik i diskussionen om, hvordan man kan bevare et monument fra 1200-tallet for eftertiden. Bogen er også den første egentlige undersøgelse af Slotsprojektet, som – når også nybyggeriet står færdigt – naturligvis fortjener en samlet undersøgelse. Indtil da kan bogen give et smugkig ind i de smukke, nyrestaurerede rum bag Kongefløjens tykke mure.

Om forfatteren
Mette Ladegaard Thøgersen er ph.d. i historie, direktør for Østfyns Museer og forfatter til en række udgivelser om historie, kunst og kultur.

Info
Titel: Nyborg Slot restaureret – før & nu
Forfatter: Mette Ladegaard Thøgersen
Sider: 309, hardback
År: 2024
Pris: 249 kr.
Køb i vores webshop her.
Udgivet af Østfyns Museer med støtte af Nyborg Kommune og Nyborg Museumsforening.

Læs flere nyheder fra Nyborg Slot og Borgmestergården:


Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!