YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Brødarbejde – totalinstallation og performances på Dyrehave Mølle

maj 27, 2025

Den tyske kunstner Jara von Lüpke indtager Dyrehave Mølle i Nyborg med udstillingen “Brødarbejde”. Udstillingen er en totalinstallation, der breder sig over alle tilgængelige lofter i møllen. Jara von Lüpke har tidligere udstillet på Noma i København og på Heartland Festival, hvor hun også har optrådt.

Udstillingen består af hundrede brød formet som menneskelige ansigter, bagt i forme, der er ansigtsafstøbninger af kunstnerens nærmeste relationer. Derudover præsenteres en række værker i keramik, mel og tekstil, der er skabt til at indgå i dialog med møllens historiske rammer.

Når mennesker knytter bånd til hinanden
Brødarbejde udforsker temaer som fællesskab, omsorg og forbrug. Brød er ikke kun et grundlæggende fødeemne for mennesket, det indtager også rollen som symbol for liv, næring og spiritualitet og afspejler underliggende strukturer for magt og kontrol.

Møller, som historisk har været steder, hvor bønder samledes for at få korn malet til mel, symboliserer såvel næring som fællesskab. I sit værk undersøger Jara von Lüpke, hvordan vi som mennesker knytter bånd til hinanden – både gennem det arbejde, vi lægger i vores relationer, og den omsorg, vi viser. Som brødet formes af hænder og ild, formes vores relationer af det følelsesmæssige arbejde, vi investerer i hinanden. Denne proces af indbyrdes forbundethed kan både være nærende og udmattende – på samme måde som korn, der bliver knust til mel, gennem tid og bevægelse bliver forvandlet til noget, der giver næring.

Oplev performance med Jara von Lüpke
Udstillingen åbner søndag den 15. juni, hvor det også er Dansk Mølledag. Denne dag kan gæster deltage i en performance med kunstneren og indtage kunstværket. Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Performancen finder sted på møllens galleri kl. 10.30, 12.00 og 14.00.

Praktisk info
Udstillingen Brødarbejde kan ses på Dyrehave Mølle fra den 15. juni frem til 9. juli på følgende dage: Søndag, mandag og onsdag kl. 12-15.00.
Der er gratis entré til Dyrehave Mølle.

Brødarbejde er en del af projektet Kunst på møllen er støttet af Albani Fonden. Udstillingen og performancen ”Brødarbejde” er yderligere støttet af Poul Johansen Fonden og Statens Kunstfond. Mere info om Dyrehave Mølle og Kunst på møllen kan ses på Nyborgslot.dk

Billeder: Brødarbejde. Foto: Mio Voisin

Relateret indlæg

Danehof: 500 år gammel smædevise bag ny børneaktivitet

Danehof: 500 år gammel smædevise bag ny børneaktivitet

Til Danehof kan børn og barnlige sjæle gå på jagt efter ’Ørnetro’. Det sker i forbindelse med et særligt aktivitetsspor. Aktiviteten tager udgangspunkt i en 500 år gammel smædevise om Frederik 1., og børnene skal på jagt efter ørnesymboler hos bodholdere og aktører, for at hjælpe kongen med at få styr på et ulmende oprør.

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!