YOUR CART

Ingen varer i kurven.

Ane Mathildes medaljer

Var Danmarks første kvindelige racercyklist i virkeligheden fra Nyborg?

I museets samling findes en stofbetrukket plade med femten små medaljer på. Alle vundet i cykelløb fra omkring 1883-1890. Midt på pladen er et fotografi af en kvinde og en mand omgivet af svungne initialer.

Fra cykelsportens begyndelse

Nogle af medaljerne har årstal på – de ældste er fra 1883, de yngste fra 1890. To ens medaljer fra 1883 er udstedt af Odense Bicycle Club, som blev dannet i netop 1883 med blot fem ”Bicyclister” som medlemmer. Vi befinder os således i dansk cykelsports absolutte begyndelse.

Medaljerne tæller to førstepræmier, ni andenpræmier, to tredjepræmier og fire, hvor rangen ikke er angivet. Flere af medaljerne er parvis ens, f.eks. er der to tredjepræmier for et løb i Aarhus den 8. juni 1890 udstedt af Jydsk Cycle Union.

Så træd da til!

Medaljerne blev foræret til museet i 1950’erne, men måtte ligge upåagtet hen, til museets daværende museumsinspektør i 1984 henvendte sig til Lokalavisens læsere for at få opklaret, hvem medaljernes ejermænd var. Det var der heldigvis nogen, der vidste. En læser havde nemlig set medaljepladen hænge hjemme hos en af sin mors veninder i Nørrevoldgade i Nyborg. Han kunne huske, at veninden Mathildas mand altid klagede over, at hun ikke ville træde til, når de på tandem cyklede til Svindinge for at besøge læserens forældre. Det er da heller ikke Mathilda, der er kvinden på fotografiet på medaljepladen. Hendes navn kendte læseren ikke, men manden hed Peder Grønning.

På tandem med konen

Om Peder Grønning fortæller kilderne en del. Peder Grønning var nemlig en af cykelsportens pionerer på Fyn. Han deltog i løb både på cykelbanen i Odense og på Ordrup-banen og han var med til at stifte Nyborg Cykleklub i 1890. Ifølge kilderne kørte deltog han i cykelløb på tandem. Nogle gange med Nyborg-makkeren Carl Christian Gormsen, andre gang med sin kone. Det er nemlig konen fra hans første ægteskab, som er på fotografiet. Hun hed Ane Mathilde, og hun kunne angiveligt træde bedre til i pedalerne end kone nummer to, selvom deres navne var næsten ens.

Fjer i hatten og medaljer på brystet

Ved at kigge i kirkebøger og folketællinger er det lykkedes at finde nogle få oplysninger om Ane Mathilde. Hun blev født i Nyborg i 1855, gift med Peder Grønning i 1876 og døde i 1916. Vi kan også finde hende på et fotografi af Nyborg Cykleklub fra 1890’erne. Her sidder hun på en cykel med i hvert fald fire medaljer på brystet. Kun manden bag hende – som må være hendes mand Peder Grønning – bærer flere medaljer. Mens de øvrige kvindelige medlemmer af cykelklubben er trukket i fine kjoler og stramme korsetter, er fru Grønnings påklædning mere praktisk. Til gengæld bærer hun en hat med hvide strudsefjer.

Skal cykelhistorien skrives om?

Ane Mathilde Grønning skiller sig ikke bare ud på gruppebilledet af Nyborg Cykleklub. Hun var også været blandt de kun ganske få kvinder, der dengang deltog i cykelløb og vandt medaljer. Den senere journalist og kvindesagsforkæmper, Ellen Hørup, regnes for Danmarks første kvindelige racercyklist, eftersom hun dannede tandempar på Ordrupbanen med en mand i 1888. Men, hov! Medaljerne på Grønning-parrets medaljeplade går jo helt tilbage til 1883? Hvis de to ens medaljer fra Odense Bicycle i 1883 blev vundet af hr. og fru Grønning på tandem? Ja, så skal cykel- og kvindehistorien skrives om. For så er Ane Mathikde fra Nyborg Danmarks første kvindelige racercyklist!

Det er ikke til at vide.

241

Cykelpioner bliver biografdirektør

Til gengæld ved vi, at hr. Grønning efter sin karriere som cykelrytter blev både smedemester, byrådsmedlem og biografdirektør. I 1908 åbner han en biograf i Nørrevoldgade. Selvom det hverken er Nyborgs første eller eneste biograf – det er faktisk den fjerde! – udmærker den sig på andre måder. En uge forud for åbningen fortæller han til avisen, at ”det bliver det flotteste Biografteater, jeg har set i Provinsen”, og at et femmands regimentsorkester med klaver skal koncertere under udvalgte forestillinger. Det, der bliver biografens vigtigste salgsargument, hvis man skal tro annoncer fra 1913, er, at biografen er ”Fri for Staldlugt”. Det siger måske noget om byens øvrige biografer.

På udstillingen ”Syv fede cykler” på Borgmestergården kan man se de femten medaljer på den stofbetrukne plade med fotografiet er hr. og fru Grønning i midten.

Af museumsinspektør Troels Malthe Borch

Kilder: Østfyns Museers samling, Nyborg Lokalhistoriske Arkiv og Ib Vagn Hansen: Fra Th. Ellegaard til Palle Lykke. Fynsk cykelsport gennem 75 år samt folketællinger og kirkebøger.

Reenactment af Erik Klipping og håndfæstningen af 1282. Foto: Emil Andresen 2022.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret om vores aktiviteter og udstillinger 

Du er blevet tilmeldt!