Abekongen af Nyborg Slot

Efter Christian 2.s død forsøgte man at sværte hans omdømme til. Blandt andet ved at sætte ham i forbindelse med en abe på Nyborg Slot.

Klumme til Kerteminde Ugeavis d. 15. maj 2024 af museumsinspektør Troels Malthe Borch.

I de kongelige regnskaber fra Nyborg Slot er der en udgift, som er lidt usædvanlig, nemlig til indkøb af mandler og rosiner. I sig selv er mandler og rosiner jo ganske almindelige – også i 1500-tallet. Her var det dog kun de velhavende, der havde råd til de importerede lækkerier. Det usædvanlige er, at mandlerne og rosinerne ikke var tiltænkt som føde til mennesker. Det er noteret regnskaberne som foder til en marekat!

I renæssancens kongelige hoffer var det ikke usædvanligt med eksotiske dyr. En fornem gestus fra den ene konge til den anden kunne bestå i gave i form af et eksotisk dyr: en elg, en løve, en falk – eller en abe! I renæssancens billeder ser mand derfor ofte aber indgå i livet ved hoffet. Her har Nyborg Slot ikke stået tilbage.

Indkøbet af mandler og rosiner til marekatten på Nyborg Slot blev gjort, mens Christian 3. var konge og opholdt sig på slottet. Alligevel er det hans forgænger – og fætter – Christian 2., der den dag i dag er knyttet til fortællingen om aben på Nyborg Slot.

Kronikøren Hans Svaning indleder sin fortælling om Christian 2. fra ca. 1570 med et varsel, som ifølge ham ”synes at kaste et klarsyn over hans liv, opførsel og regeringstid”. Varslet handler om den abe, som angiveligt var på Nyborg Slot, da Christian 2. blev født her i 1481. Ifølge ”troværdige og ansete personer” forlyder det, at aben kastede sin kærlighed på den lille kongesøn og snuppede ham fra vuggen og tog ham helt op på taget af slottet. Her fremviste aben spædbarnet fra slottets højeste punkt, hvorefter den lagde barnet fra sig og løb væk ”som om den var ondt bevidst”.

I Hans Svaning fortælling er dette langt fra noget godt varsel for den kommende konge. Han skriver sin fortælling efter, Christian 2. er såvel fordrevet som konge, fængslet af sine efterfølgere og ultimativt død i sin husarrest. Men selv efter hans død, gør en af hans døtre fortsat krav på tronen. Svanings opgave er derfor bunden: Han skal skabe et billede af Christian 2. som en tyran, der ikke er værdig til den danske trone. Det bruger han fortællingen om aben til.

Det er sandsynligt, at der faktisk var en abe på Nyborg Slot – også i Christian 2.s barndom. På en altertavle fra omkring 1520 er Christian 2. afbildet som en af de hellige tre konger. For fødderne af ham sidder en abe med et rødt æble i hånden. Men fortællingen om, at en abe skal have løftet et barn op af en vugge og båret det helt op på taget af slottet, er helt usandsynlig. Så skulle aben have i hvert fald mindst have været en chimpanse, hvilket ikke er realistisk.

Men hvorfor opstod denne skæbnesvangre vandrehistorie? Hvorfor lader Hans Svaning fortællingen om aben spænde over flere sider i sit manuskript, og hvorfor viderebringer senere historikere også den usandsynlige fortælling? Fordi aben indtager en symbolsk rolle i senmiddelalderens verdensbillede.

Renæssancen satte i løbet af 14- og 1500-tallet nye krav til det at være menneske. Ved siden af middelalderens påbud om gudfrygtighed opstod nu et ideal om det dannede menneske. Man var ikke bare skabt i Guds billede fra starten, men skulle gennem opdragelse og dannelse formes. Mens det udannede menneske ikke var meget andet end et dyr, kunne man gennem dannelse nærme sig det guddommelige. På pseudo-darwinistisk vis udgjorde aben billedet på det dyriske, amoralske og udannede menneske.

Æsops fabler var noget af det meste populære fra antikkens litterære arv og blev udgivet på folkesprogene som noget af det først i både Tyskland og Norden. Gennem korte fortællinger med primært dyr i hovedrollerne tilbyder fablerne lærdom i moral. En af fablerne handler om en abe, der lader som om, den er konge og lader sig hylde som sådan. Indtil en gæst kalder den, hvad den er: en abe. Straks stopper forstillelsen. Abekongen og hele dens hof af aber kaster al deres påtagede dannelse af sig, kaster sig i stedet over manden og slår ham ihjel.

Æsops fabel om abekongen har sandsynligvis været en historie, der indgik naturligt som en del af datidens referenceramme. At knytte Christian 2. til aben var en måde for Svaning at forbinde den detroniserede konge med abens egenskaber.

I øjeblikket vises på Borgmestergården en udstilling om Christian 2., der sætter fokus på varslerne fra hans barndom i Nyborg – herunder fortællingen om aben.

Billede: Christian 2. bliver sat i forbindelse med en abe for at tegne et billede af ham som en uværdig konge. Illustration til Æsops fabel om en abekonge, Augsburg 1477