5. marts 2020

Vagttårnets hvælv er langt ældre end hidtil antaget

Hvælvet i Vagttårnet på Nyborg Slot ser ud til at være 3-400 år ældre, end hvad man hidtil har troet. Vagttårnet rummer dermed slottets ældste bevarede loft.

Inde i Vagttårnet på Nyborg Slot hæver sig et smukt hvælv, som i garnisonstiden dannede loft over krudtkammeret. Nu viser det sig, at hvælvet er betydeligt ældre end hidtil antaget. Faktisk ser det ud til at stamme helt tilbage fra senmiddelalderen.
Hvælvet i Vagttårnet blev i 1900 undersøgt af arkitekt Aage Mathiesen,  som daterede det til 1820’erne. Man vidste nemlig, at tårnet i 1820’erne havde undergået nogle ombygninger. Ingen har anfægtet denne datering før nu. Men i forbindelse med Slotsprojektet indså bygningsarkæolog Erik Bjerre Fisker, at hvælvet måtte være meget ældre end som så.
Undersøgelser førte til nye konklusioner
”Ved de seneste undersøgelser af oversiden af hvælvet kunne vi ikke få vores iagttagelser til at hænge sammen. Men så gik det op for os, at hvælvets datering måtte være forkert. Og herefter faldt brikkerne på plads”, fortæller han.
Undersøgelser af murværket i og omkring hvælvet førte til nye konklusioner. Det viste sig, at hvælvet måtte være ældre end nedbrydningen af den øverste del af tårnet, som skete mellem 1754 og 1826. På hvælvets udvendige sider var der nemlig aftryk af de mure, der var blevet fjernet.
Slottets ældste bevarede loft
Hvælvet er udelukkende bygget af munkesten, og dets opbygning er sengotisk. Hvælvets spidsbuede skjoldbuer passer overens med det gotiske vindue mod vest. De øverste fem skifter på østvæggen under skjoldbuen vurderes at være opført sammen med hvælvet, og de er lagt i munkeforbandt.
”Alt sammen peger på, at hvælvet er senmiddelalderligt, og at det dermed er det ældste loft, som er bevaret uændret på Nyborg Slot”, fortæller bygningsarkæolog Erik Bjerre Fisker.
Erik Bjerre Fisker vurderer desuden, at så fint et hvælv ikke ville være blevet anlagt i det 18. eller 19. århundrede, hvor slottet udelukkende tjente militære formål.
Vagttårnet i sig selv er ældre end hvælvet. Det blev bygget allerede i 1300-tallet. Det nuværende hvælv regnes for at være det andet hvælv på stedet og har afløst et ældre hvælv, et såkaldt tøndehvælv, som der er tydelige spor efter i væggene.

Øverste billede: Vagttårnets hvælv viser sig at være anlagt allerede i senmiddelalderen. Men det står smukt den dag i dag. Foto: Ole Friis
Nederste to billeder: Bygningsarkæolog Erik Bjerre Fisker undersøger oversiden af hvælvets murværk. Foto: Troels Malthe Borch