fbpx
12. maj 2021

Slottets tern reddes med kanyler

Med injektioner og gummihandsker får slottets smukke, gamle vægmalerier den nødvendig behandling. Konservatorerne er nu gået i gang på Nyborg Slot.

I lang tid har slottet udelukkende været befolket af mandlige håndværkere: tømrere, elektrikere, murere. Men nu er der kommet kvinder på slottet. Konservatorerne er nemlig gået i gang med at sikre og bevare de smukke og karakteristiske vægmønstre i slottets sale.

Konservering af vægmønstrene starter med en tørafrensning af alle overflader. Det foregår omhyggeligt med en svamp. Derefter skal løse partier sikres og skader repareres. Først derefter retoucheres de malede overflader forsigtigt, så vægmønstrene kommer til at stå flot og skarpt.

Overfladen på væggene i slottets gamle sale består af flere lag. Under kalkmalingen, der viser mønstrene, er der flere steder et kalklag, herunder findes finpudsen, dernæst grovpudsen og inderst inde murværket eller bindingsværket. Det er mellem alle disse lag, at der i tidens løb kan være opstået løst materiale eller luftrum. For at få løse partier til at sidde fast igen, skal konservatorerne i gang med en hel lille operation. Iført gummihandsker renser de op med vand og sprit, så der er mindst muligt løst materiale. Dernæst sker det egentlige indgreb: Ved hjælp af en kanyle fyldt med injektionsmørtel sprøjtes ny mørtel ind bag de løse partier, så de atter bliver fastgjort.

På billedet er det Mariana Holten med sprøjten og Maria Sanchez med gummihandskerne og svampen. Maria Sanchez er konservator med speciale i monumental kunst, og Mariana Holten er studerende ved Konservatorskolen. Det er Konservatorerne på Hørninggaarden, der står for konserveringen af vægmalerierne på Nyborg Slot.