6. februar 2020

Overvældende interesse for fyraftensforedrag

Foredrag om Dyrehave Mølle var så efterspurgt, at mange måtte gå forgæves. Museet inviterer til reprise.

Den 29. januar holdt Mette Ladegaard Thøgersen foredrag på Tinghuset i Nyborg om Dyrehave Mølle. Foredraget var den del af museets nye tiltag med fyraftensforedrag, som finder sted den sidste onsdag i hver måned. Denne sidste onsdag i januar, kom der dog langt flere interesserede forbi, end der var plads til i museets skolestue.
Herligt med stor interesse
“Det er jo herligt, at så mange har interesse i historien om Nyborgs smukke vartegn, Dyrehave Mølle, men det er også ærgerligt, at en hel del måtte gå forgæves”, siger Mette Ladegaard Thøgersen, der er leder af Østfyns Museers afdeling for Nyborg Slot og Kulturarv.
Derfor afholder museet nu et nyt foredrag med samme indhold. Det finder sted 11. marts kl. 17. Læs mere her.
Ligesom de øvrige fyraftensforedrag er foredraget gratis, og der er ingen billetbestilling; man skal bare møde op. 
Realdania inviterer på besøg i møllen
Også Realdania By og Byg afholder et fyraftensarrangement om og i Dyrehave Mølle den 24. februar. Bemærk, at der til Realdanias arrangement skal købes billet.
Læs mere her
Foto: Danmark set fra luften, Det kongelige Bibliotek.