fbpx
2. marts 2021

Nyborg var centrum for oplysningstidens fynske vejnet

Kortudsnit over Østfyn fra 1800-tallet med fremhævning af hovedlandevejene.

Kortudsnit over Østfyn fra 1800-tallet med fremhævning af hovedlandevejene.

I 1793 beordrede kongen, at Fyn skulle have to nye store landeveje, og at de skulle forsynes med milepæle, der alle steder angav afstanden til Nyborg.

I vore dage er vejføring et meget definerende karaktertræk i landskabet. Men det organiserede vejnet, som vi kender det i dag, er en konstruktion fra slutningen af 1700-tallet, hvor oplysningstidens enevælde satte et varigt spor på rigets landeveje.

På Østfyns Museer er vi i øjeblikket i gang med at registrere kulturarven i Nyborg Kommunes centerbyer og landdistrikter, og i den forbindelse har vi også fokus på kommunens infrastruktur. Vejforløbene og deres omstrukturering gennem tiden har nemlig spillet en vigtig rolle i udviklingen af landet, landsbyerne og købstæderne. Blandt andet er det her, vi kan finde svaret på, hvorfor Aunslev Kirke i dag ligger helt alene midt på en mark. Læs mere her.

Terrænet definerede vejene

Oprindeligt har veje ikke haft et fast forløb. I dag går de oftest i den mest direkte linje fra A til B, men tilbage i tiden var vejenes forløb defineret af terrænet. Vejene snoede sig fra landsby til landsby imellem moser, enge og vandløb, og årstiden var ofte en definerende faktor for hvilken rute der var farbar. Derudover afhang vejenes forløb af anvendelsen; vogne krævede et fastere underlag end ryttere, og en kvægdriver med en stor flok dyr krævede et bredere strøg end almindelig, gående færdsel.

Anlagte veje var en undtagelse

Helt op til 1690’erne var byggede veje stadig en undtagelse. De gængse veje var vognspor og stier, der efterhånden sled sig ned i terrænet. Hvis vejen blev for opkørt, kørte man blot et nyt vognspor et par meter ved siden af, hvorved en ny vej opstod. Således kunne man på nogle strækninger ende med at have et flere hundrede meter bredt bælte af hjulspor. 

Kongen beordrer et nyt vejnet udført

Men 13. december 1793 udstedte Christian 7. en ”Forordning om Vejvæsenet i Danmark”. Forordningen lagde en overordnet plan for en ny infrastruktur, og den blev startskuddet til en omstrukturering af det danske vejnet. Provinserne skulle forbindes med ”hovedlandeveje”, og købstæderne med ”landeveje”. Langs hovedlandevejene skulle der opstilles milepæle; enten i form af marmor-milepæle eller tilhuggede kampesten.

Milesten ved hovedlandevejen ud for Aunslev Kirke. Foto: Ditte Larsen.
Milesten ved hovedlandevejen ud for Aunslev Kirke. Foto: Ditte Larsen.

 

Nyborg bliver udgangspunkt for fynske landevej

På denne tid var udgangspunktet altid kongen og kongens residensstad, København. Så naturligvis blev Fyn målt op fra den by, man ankom til først fra hovedstaden. På Fyn blev der således udpeget to hovedlandeveje: Nyborg-Odense-Middelfart og Nyborg-Bøjden; og det blev bestemt, at milepælene på de fynske hovedlandeveje skulle vise afstanden til Nyborg, hvor den fynske nulpunktsten blev lagt. Den kan nu genfindes på Nyborgs nye torv. Se mere her. 

Men planer og realiteter er jo ikke altid det samme, og der gik for Fyns vedkommende 27 år før Nyborg-Middelfart hovedlandevejen stod færdig, mens Nyborg-Bøjden-landevejen først stod klar nogle år senere.

Jernbanen overtager rollen som rigets hovedårer

I 1867 ophævedes skellet imellem hovedlandeveje og landeveje. Det skete, fordi Staten nu var begyndt at fokusere på jernbanedrift som værende den primære transportform, og derfor blev varetagelsen af landevejene fremadrettet overladt til amterne. Landevejene var ikke længere fremskridtets hovedfærdselsåre, og skinnerne blev i en periode landevejenes overmand; indtil biltrafikken i løbet af 1900-tallet igen flyttede fokus tilbage på landevejene.

Læs mere om den igangværende registrering af kulturarven i Nyborg Kommune her.