fbpx
18. juni 2021

Ny bog om det halve Fyn klar til fremtiden

Lindø-værftet, Fritz Syberg, Nyborg Slot, Rønninge Kirke og Ladbygraven. Alt dette er del af den østfynske kulturarv, som beskrives indgående i ny udgave af historisk bogværk, som netop er udkommet. Østfyns Museer har bidraget til udgivelsen.

Danskerne præsenteres i disse år for et formidlingsunivers, som ikke finder sit lige nogen andre steder i verden. Det sker i form af Trap Danmark, der er en omfattende samling af levende fortællinger, dybdegående beskrivelser og leksikale informationer om Danmarks natur, historie og kultur. Det er sjette gang, Trap Danmark udkommer. Den femte udgave udkom for et halvt århundrede siden fra 1953-1972. Siden da er der sket meget, hvorfor en opdateret udgivelse er relevant.

Historisk udgivelse

Den første udgave af Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark udkom i perioden 1856-1860 og var forfattet af kabinetssekretær Jens Peter Trap (1810-1885). Derfor blev det siden kendt som ”Trap Danmark”, og værket har lige siden været hovedværket i dansk topografisk beskrivelse. Siden er Trap Danmark med jævne mellemrum udkommet. det er den betegnelser der også bruges i dag, når sjette udgave af Trap Danmark udkommer.

Bidrag fra 180 forskere og eksperter

Trap Danmark 6. udgave, bind 18 giver en omfattende og rigt illustreret, stedsspecifik viden om Middelfart, Assens, Nordfyns, Kerteminde og Nyborg Kommuner. I alt har 180 forskere og eksperter bidraget med viden til denne bog om det væsentligste fra Hindsgavlhalvøen til Knudshoved og fra Æbelø til Helnæs, heriblandt museumsinspektører fra Østfyns Museer.

Historie, festivaler, kulturarv, kunst

I bind 18 kan man læse om danehoffet på Nyborg Slot, der var Danmarks middelalderlige parlament, og få indblik i den tidligere marsvinefangst ved Middelfart. Blive klogere på Slaget på Øksnebjerg og på Lindø Industripark ved Munkebo. Gå på opdagelse blandt eksotiske træarter i Langesøskovene, og læs om Romsøs sjældne biller. Få også indsigt i sukkerfabrikken i Assens, der blev til rådhus, og DSB-remisen i Nyborg, som nu er et destilleri. Læs om Rønninge Kirke med den særlige bueportal og om områdets talrige herregårde. Æble- og blomsterfestivalerne samt kapsejladserne er også med, ligesom søhelten Peter Willemoes og kunstnerne Johannes Larsen og Fritz Syberg har fået plads. Trap Danmark har det væsentligste med. Fra det mest almindelige til det mest specielle.

Abonner på historien

Vejledende udsalgspris for det indbundne bind 18 af Trap Danmark er 449,95 kr., og bogen er på 369 sider.

Bogen kan købes hos boghandlere i hele landet og hos internetboghandlere. Trap Danmarks 6. udgave udgør i alt i et 34-bindsbogværk på ca. 10.000 sider, som man kan abonnere på.

Bag udgivelsen står Trap Danmark A/S med økonomisk støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt G.E.C. Gads Fond. H.K.H. Kronprinsen er protektor for Trap Danmark.