fbpx
17. juni 2013

Musikalsk Sankt Hans-aften på Slottet

Nyborg Slotskoncerter tager søndag den 23. juni hul på sæson
2013 med en koncert, hvor fløjtevirtuoserne Rune Most og Vincent
Lucas sammen med pianisten Charlotte Thaning spiller musik af
C.Ph.E. Bach, Mozart, Kuhlau og Franz Doppler.

Rune Most er internationalt kendt som solofløjtenist i Odense
Symfoniorkester og har optrådt både som solist og som kammermusiker
i store dele af verden. Han har indspillet flere meget roste cd’er
med fløjtekoncerter af Carl Nielsen, Herman D. Koppel, Ole Schmidt
og Svend S. Schultz.

Franske Vincent Lucas har i en årrække spillet i Berliner
Philharmonikerne og er i dag solofløjtenist i Orchestre de Paris og
desuden medlem af Trio à Vent de Paris. Han underviser på
konservatoriet og giver desuden  masterclasses både i og
udenfor Frankrig.

Charlotte Thaning er særdeles aktiv som solist, kammermusiker og
akkompagnatør og er især kendt som medlem af Eskær-trioen siden
1994. Hun er ansat ved Det kgl. danske Musikkonservatorium og
desuden tilknyttet den årlige Carl Nielsen-konkurrence i Odense
Koncerthus.

Koncerten markerer åbningen af Den 10. Nordiske
Pianistkonkurrence, der finder sted i dagene frem til lørdag den
29. juni. Konkurrencens 24 deltagere og juryens 5 medlemmer vil
blive præsenteret, og der vil i pausen blive trukket lod om
spillerækkefølgen.

Koncerten begynder kl. 19.30, og entréen er 120 kr.  

NYBORG SLOTSKONCERTER

Slotsgade 34. DK5800 Nyborg

www.nyborgslotskoncerter.dk