fbpx
5. maj 2021

Museet efterlyser genstande fra Nyborg Torvs historie

Gartner Hansen fra Lamdrup på Torvet en sommerdag i 1930. Billedet er fra Nyborg Lokalhistoriske Arkiv.

Har du genstande, som har været brugt i torvehandlen i Nyborg, vil museet gerne høre fra dig.

I øjeblikket er Østfyns Museer i gang med at forberede en udstilling om Torvet i Nyborgs 500-årige historie. På udstillingen kan man lære om Torvets fortid som turneringsplads og som travlt handelstorv. Man kan se gamle fotografier af Torvet samt arkæologiske genstande.

I Østfyns Museers samlinger prioriterer vi genstande, som har en historie. Det vil sige genstande, hvor man kender ejeren, brugen og tiden, som genstanden knytter sig til. Og sådanne genstande med tilknyttet historie, er vi altid på udkig efter.

Museet har hundredvis af museumsgenstande relateret til handel, hvoraf en del sikkert også har været brugt på Nyborg torv – den del af historien har man bare ikke haft fokus på ved indleveringen til museet, da genstandene også har været brugt tilbage i butikken eller på gården. Eller man har ikke tillagt disse  ’almindelige’ brugsgenstande nogen værdi i sig selv. Men sådanne genstande har værdi, idet de er vidnesbyrd om det liv, der engang udfoldede sig på Torvet i Nyborg.

Derfor efterlyser museet nu genstande, som har været brugt på Torvet, før Torvet blev omdannet til P-plads i 1964. Det kan være kurve, kasser, skilte, småvogne eller andet, som efterkommere til handlende på Torvet ligger inde med.

Når man donerer en historisk genstand til museet, kan genstanden bliver registreret, bevaret og evt. konserveret. På den måde kan genstanden i fremtiden få en rolle i forskningen, eller når historien skal formidles i f.eks. udstillinger.

Hvis du ejer en genstand med historisk tilknytning til Torvet i Nyborg, og ønsker du at donere den til museet, bedes du sende en e-mail med en beskrivelse af genstanden samt et foto til Annemarie Højer Schjøler på [email protected]. Hvis du har spørgsmål kan Annemarie kontaktes på tlf. 24 29 87 59, mandage – onsdage mellem kl. 8.30-11.30. 

Du kan læse mere om den kommende udstilling om Torvet her.