fbpx
10. juni 2013

Kampdage og Kongens Fadebur indstillet til kulturpris

I forbindelse med åbningen af kulturnatten fredag aften,
afslørede Nyborg Kommune, at både Kampdagene og Kongens Fadebur
indstilles til Den Fynske Kulturpris 2013. Det vækker selvfølgelig
stor glæde blandt både personalet ved Østfyns Museer og alle
engagerede i de to events, at kommunen på den måde anerkender og
sætter fokus på netop de to historisk inspirerede tiltag i
Nyborg.

“Vi er meget, meget glade og stolte over at blive indstillet til
Kulturprisen,” siger kulturkoordinator Malene R. Bech.  “Der
er rigtig mange mennesker, der engagerer sig – og lægger et stort
arbejde i at få disse events op at stå. Indstillingen til denne
pris er også en anerkendelse af deres arbejde. Derudover er det jo
fantastisk, at der på den måde bliver skabt fokus på Kongens
Fadebur og Kampdagene!”

Se et klip fra TV2 fyn med Malene R. Bech:


http://www.tv2fyn.dk/arkiv/2013/6/7?video_id=62909&autoplay=1

Om Nyborg Kampdage 2012Nyborg Kampmarked genskaber stemningen af det
senmiddelalderlige hofs pragt og farver i en størrelsesorden, som
ikke er set siden middelalderen! Når krigerne går løs på hinanden i
storslaget, foregår det fuldstændigt ligesom i middelalderen, hvor
man også arrangerede træningskrige, som forberedelse til når det
virkeligt gjaldt. Kampmarkedet er et led i bestræbelserne på at
levendegøre vores kulturarv med udgangspunkt i de unikke historiske
rammer omkring Nyborg Slot, mødested for det danske parlament i
middelalderen. Det er levende formidling på stedet, hvor det hele
foregik. Kampmarkedet er i udgangspunktet et græsrodsarrangement,
der er kommet i stand på opfordring og initiativ af de deltagende
middelalderaktører. Det store læs omkring planlægning og afvikling
trækkes stadig af grupperne selv med Lupus Tempus og Warwik som
arrangører sammen med Nyborg Slot. Kampmarkedet har på få år vokset
sig stort og i 2012 foregik der alle mulige aktiviteter omkring det
gamle kongeslot som en del af kampmarkedet ligesom der var boder og
handel. Sidt men ikke mindst var der en større international
forskningsworkshop om krigerkulturen i middelalderen. 

Om Kongens Fadebur
Kongens Fadebur er et nyt spændende samarbejde mellem en
kulturinstitution, fødevareproducenter, restauranter og andre
interessenter i fødevarebranchen om at skabe et fødevarenetværk,
der skal markedsføre eksisterende eller udvikle nye produkter på
Østfyn med udgangspunkt i historien om Østfyn og Nyborg som centrum
for kongemagten i middelalderen. Når kongen mødtes med rigets
stormænd for at afholde parlament – Danehof – eller residerede med
hoffet på Nyborg Slot, så skulle der masser af mad og drikke til
fra Kongens Fadebur. Det store kongelige Nyborg Len dækkede næsten
halvdelen af Fyn og lå som et af de eneste len altid til Kongens
Fadebur. Nu genopliver Nyborg Slot og Videnscenter for Landbrug
sammen med de fynske producenter den gamle historie gennem
fødevarenetværket Kongens Fadebur. Med fødevarenetværket bringes
den autentiske historie til live på en ny og anderledes måde gennem
sanserne og ad utraditionelle kanaler. Kongens Fadebur er med til
aktivere kulturarven på en inkluderende og nyskabende måde som
ressource i lokalområdet også i økonomisk henseende.

Den Fynske KulturprisDet er Kulturregion Fyn, der står bag den årligt
tilbagevendende uddeling af Den Fynske Kulturpris og den kontante
hæderspris på 75.000 kroner. Prisen gives til en kulturbegivenhed
eller et værk af høj kunstnerisk kvalitet, som har givet publikum
en helt særlig oplevelse i det forgangne år. Hver af de 10 fynske
kommuner indstiller to kandidater og selv om hver kommune ønsker
netop deres aktør udvalgt, er der naturligvis enighed om, at den
bedste kandidat vinder.