29. januar 2020

Fotografier fra Ting- og Arresthuset efterlyses

Museet efterlyser fotografier der kan belyse arresten og tinghusets historie til en udstilling i anledning af Ting- og Arresthusets 100 års jubilæum.

Den 17. juni 2020 fylder Nyborgs Ting- og Arresthus 100 år. I den forbindelse er museet i gang med at forberede en udstilling om bygningernes historie, som skal vises i sommeren 2020.
”Desværre har vi kun ganske få fotos af Ting- og Arresthusets indretning og inventar. Derfor vil vi meget gerne i kontakt med borgere eller andre, som ligger inde med fotos af Ting- og Arresthusets indre fra dengang, bygningerne var i brug. Det ville især være helt fantastisk, hvis vi kan få billeder af domssalen” siger museumsinspektør Ditte Larsen, som er i gang med at forberede udstillingen.   
En bygning, der afspejler sin funktion
Ting- og Arresthuset blev opført umiddelbart efter den store retsplejereform i 1919. Hele bygningens arkitektur og indretning afspejler dens særlige funktion. Retsreformen førte til opførelsen af mange ting- og arresthuse, og derved skriver Nyborgs Ting- og Arresthuset sig ind i historien om den danske retsstats udvikling. Men den fortæller også historien om de mennesker, der var i bygningen, hvad enten ansatte eller indsatte.
4. klasser skal lære om lov og ret
Den kommende udstilling er en del af en større markering af Ting- og Arresthusets runde fødselsdag, som er støttet af Erhvervs- og Udviklingsudvalget i Nyborg Kommune. Ud over udstillingen, som vil være åben i forbindelse med guidede rundvisninger i sommeren 2020, er der også skoleformidling, en historisk artikel og festlig fejring på programmet.
Museet også inviteret kommunens 4. klasser til at komme på besøg og høre om lov, ret og kriminalitet i gamle dag. Her skal eleverne lære om det danske retssystem og vejen fra anholdelse til arrest. Og de får lov til selv at prøve kræfter med nogle af arresthusfangernes arbejdssysler. 
Masser at glæder sig til
En af museets frivillige, Aksel Andersen, der er BA i historie, er i gang med at skrive en artikel om Ting- og Arresthuset til det kommende nummer af Nyborg – før & nu. Og endelig vil selve indvielsesdagen, den 17. juni, blive fejret med manér. Der er med andre ord masser at glæde sig til.
”Vi glæder os rigtig meget til at fortælle historien om August Coldings smukke bygning – og ikke mindst, hvad der foregik inde i bygningen. Og så er vi rigtig glade for, at Erhvervs- og Udviklingsudvalget har valgt at bakke op om jubilæumsfejringen” udtaler Mette Ladegaard Thøgersen, leder af Nyborg Slot & Kulturarv.
Hvis du ligger inde med billeder af Ting- og Arresthusets interiør, håber vi at høre fra dig. Kontakt museumsinspektør Ditte Larsen på [email protected]. Vi har kun brug for at låne fotografierne med henblik på affotografering/scan.