5. september 2019

Fortiden på Dyrehave Mølle efterlyses

Østfyns Museer og Realdania By og Byg efterlyser viden, fortællinger og billeder fra Dyrehave Mølle.  

Var din morfar møllersvend? Har du været på omvisning i møllen? Eller er det dine forfædre, som byggede møllen? Østfyns Museer og Realdania By & Byg efterlyser viden, fortællinger og billeder fra Dyrehave Mølle, der kan sætte kulør på fortællingen om den gamle mølle. 
Realdania By & Byg erhvervede Dyrehave Mølle i 2018, der dermed blev en del af Realdania By & Bygs samling af over 60 historiske ejendommen, som tilsammen repræsenterer over 500 års dansk bygningshistorie. 
Læs mere om Dyrehave Mølle
Langt ind i 2020 vil møllen og de omkringliggende bygninger undergå en restaurering og transformation, der skal sikre en ny fremtid for hele ejendommen. Som afslutning på det store arbejde udgives en bog om møllens historie. Bogen skrives af historiker Mette Ladegaard Thøgersen, phD, og afdelingsleder ved Østfyns Museer i samarbejde med Realdania By & Byg. 
Det er i den forbindelse, at offentligheden nu bedes om hjælp til at finde de gode, personlige historier, som kan kaste lys over møllens fortid og sætte kulør på fortællingen.
Følgende efterlyses: 
Viden, historier og dokumenter fra møllens tidlige historie før 1916.
Personlige beretninger fra folk med tilknytning til møllen – tidligere ansatte, kunder, møllebyggere eller andre.
Malerier, kort eller gamle postkort med møllen som motiv.
Personlige beretninger fra gæster da møllen var museum.
Ligger du inde med en historie, et billede eller andet interessant, så kontakt meget gerne:
Realdania By & Byg: Kommunikationsmedarbejder, Astrid J.K. Weiss [email protected] / tlf.: 24935321
eller
Østfyns Museer: Afdelingsleder, Mette Ladegaard Thøgersen [email protected] / tlf.: 65310207