29. september 2020

Flot udsigt for mureren

Murer Daniel Nyholm Martinsen kan nyde udsigten ud over Nyborg ved sin mursav.

Murer Daniel Nyholm Martinsen kan nyde udsigten ud over Nyborg ved sin mursav.

Hver gang murer Daniel Nyholm Martinsen skal tilpasse en mursten til skillevæggene i gemakkerne på Nyborg Slot, kan han et øjeblik nyde udsigten ud over Nyborg by. Mursaven er nemlig placeret højt oppe på stilladset ved kongefløjens østfacade. Herfra kan man se langt; især på dage, hvor det ikke er så overskyet som denne mandag i september. Så snart saven tændes, må han dog koncentrere sig om arbejdet med murstenene, mens vådt og rødt støv står op omkring ham.

Opgaven er at tilpasse udvalgte mursten, så de kan skjule de gevindstænger, som er blevet tilføjet ned gennem skillevæggene på slottets tredje stokværk. Gevindstængerne rummer de trækstænger i massivt rundstål, som fremover sikrer loftet over Christian 3.’s riddersal på andet stokværk.

Murstenene skæres til, så de kan skjule de lodrette gevindstænger, der rummer de trækstænger, der bærer loftet over den store riddersal.
Murstenene skæres til, så de kan skjule de lodrette gevindstænger, der rummer de trækstænger, der bærer loftet over den store riddersal.

 

Med saven skærer Daniel Nyholm Martinsen fra Aage Pedersen & Søn omhyggeligt skiver ud af murstenenes indre, så de nøjagtigt kan passe på hver side af gevindstængerne. På den måde vil den nye bærekonstruktion være fuldstændigt skjult bag mursten, når murerarbejdet er færdigt.