22. oktober 2020

Christian 2. når endelig til Indien

Udstilling på Borgmestergården er én blandt 400 dansk-indiske historier i anledning af fejringen af 400-året for dansk-indisk forbindelse.

For 500 år siden drømte konge og fyrster i Europa om af finde søvejen til Asien. Den danske konge Christian 2. var ingen undtagelse. Også han ønskede at opnå magt og rigdom ved at finde søvejen til Asien og især Indien. Og Christian 2. mente at have et trumfkort på hånden. Nye studier og verdenskort lod nemlig til at vise, at Indien var landfast med Grønland, som dengang var underlagt den danske konge. Den historie fortæller vi i øjeblikket på Borgmestergården i udstillingen ”Christian 2. og korstoget til Grønland”, og nu bliver historien også fortalt i Indien.

Christian 2. fik aldrig sendt en ekspedition afsted. Hverken til Grønland eller Indien. Faktisk skulle der gå 100 år, før Danmark etablerede sin første handelsstation i Indien. Det fejrer det danske kulturinstitut netop nu ved at samle 400 historier om dansk-indiske forbindelser gennem tiden. Og emnet for udstillingen på Borgmestergården er én af disse.

Så nu får inderne også mulighed for at høre om, hvordan deres land i 1500-tallets Danmark var forbundet med myter om store rigdomme og fritlevende enhjørninger. Læs historien her.

Udstillingen på Borgmestergården kan ses til og med 31. oktober. Læs mere her.